Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/474

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Gabriele fik imidlertid ikke Anledning til at tale med ham strax, da hun blev forestillet for Fogdens Damer paa Tunet udenfor Kirken. Præsten skulde imorgen præke i Annexet paa den anden Side af Elven; og de blev derfor indbudne til at spise Middag hos Fogdens. Men Gabriele saa, — og det gjorde et pinligt Indtryk paa hende, at Johannes stod tilsyneladende fuldstændigt enig og hørte paa Fru Fogdinden, der udbredte sig over den deilige og kraftige Præken, — rigtig et Ord i rette Tid! — sagde hun.

Fogden var ogsaa traadt til — hilste og gratulerede — buldrende og spøgefuld som han var; og da hans Frue prøvede at lægge en Dæmper paa ham ved at tale om det tunge Veir, forsikrede han høit og ufortrødent, at hans Barometer Fanden tude mig ikke havde staaet saa lavt siden Stormen den l5de Januar.

Da de var færdige med Fogdens, skulde Johannes og Gabriele efter Aftale gjøre Visit hos gamle Lensmand Olsen; men hellerikke paa Veien fik Gabriele talt med sin Forlovede, fordi de var i Følge med Lensmandens to Døtre: — den Gamle selv sad hjemme i sin Stol og kom aldrig mere ud, saalænge der laa Sne.

Johannes gik og talte med de to unge Piger; og Gabriele forundrede sig over, hvor græsseligt kjedsommeligt det var — det, de sagde. Der var ogsaa noget fremmed i Johannes’s Tone — en tør, lidt beskyttende Overlegenhed, som hun ikke kjendtes ved; — og de to Damer, — som forresten var mindst lige saa gamle som hun selv —, de gik og mumlede nogle korte ærbødige Svar uden at se op fra Snekanten ved Veien.

Alt gjorde hende mere forstemt. Og da de vare komne det lille Stykke Vei gjennem Skoven, forekom Lensmandsgaarden hende saa trist indunder det mørke skovgroede Fjeld — i den tunge, sukkende Tøveirsvind, at hun gjerne kunde sat sig til at græde i Sneen.

Idet de gik ind i Gaarden, som var fuld af uryddig Sne, Kvister og Vedlæs, vendte Johannes sig til hende og hviskede: „Ser du nu Forskjellen mellem hjemme og her? — synes du endnu her ser hyggeligt ud?“

Dette irriterede hende ogsaa — i den Stemning, hun var i; denne hans firkantede Tilfredshed med alt sit eget begyndte at prikke i hende; og da hun kom ind i Lensmandens Stue, var hun i et rigtigt Krigshumør.

Men han afvæbnede hende strax — den gamle Lensmand i Stolen.

Saasnart han forstod, hvem det var, lagde han sine store Hænder paa Stolearmen, og før nogen vidste Ord af det, stod han opreist paa sine daarlige Ben og bukkede ærbødigt for Gabriele.