og ind i det gamle Hus, der fyldtes med Suk og hemmelighedsfuld Raslen i tørt Straa — som af Spøgelser, der trak Slæbet efter sig i Angst. —
Det var ligesom ingen rigtig Paaskemorgen, de vaagnede til. Himmelen laa mørk og lavt nede paa Fjeldene; og Vinden drev endnu sin uhyggelige Leg med pludselige Kast og lange sugende Drag, der kom og sled sig forbi og lod en øde Fornemmelse bag sig.
Det passede ikke — Opstandelsens glade Budskab til Naturens skjælvende Angst foran Vaaren, som skulde fødes; og uden at de vidste, hvad det var, kom Almuen sigende ud af Kirken — mere tom og forknyt end nogensinde. Ogsaa Gabriele var i en uvant nedtrykt Stemning; men hun troede selv, at det kom af Prækenen.
Hendes tilkommende Svigerfader havde talt til hende; saa tydeligt havde det været, at hun næsten generede sig overfor Menigheden. Det var — havde han sagt — fremfor alt foran Opstandelsens Under, at den Kristne kunde iagttage og maale Vantroens Hovmod og onde Vilje. De klyngede sig jagede af den onde Samvittighed til usle Menneskepaafund, som de kaldte Videnskab; fordi de ikke vilde bøie de stive Halse, fordi de vilde have Fred for dette Guddommelige, der udstraalede fra Graven hin Paaskemorgen — Fred og Mørke til at søle sig i utøilede Drifter, Sansernes vilde Orgie og alt det andet, som hun nok vidste, der endnu blev sagt og skrevet hist og her. Men hun havde ikke hørt det paa længe, og det gjorde hende saa ondt at høre det her og idag.
Paa denne Maade kunde de jo ikke mødes idet Fællesskab, som den fælles Kjærlighed til Johannes ellers vilde gjort naturligt. Thi hun var ingenlunde tilsinds at lade dette sidde paa sig, at hun af Hovmod og ond Vilje ikke var en Troende. Ingen skulde have Ret til at sige dette til hende — eller til nogen. Og naar den Mand, som hun skulde komme saa nær, naar han kunde begynde med dette, saa var det ligesaa godt, at hun strax forklarede ham, hvor lidet hun for sin Part vilde taale en saadan Dom.
Desto fastere vilde hun holde paa sin Johannes; thi det vidste hun fra ham selv, at de unge Theologer havde lært at smile lidt over Fædrenes Tordentaler; og det var i en helt anden Tone og med ganske andre Midler, at Johannes pleiede at bekjæmpe religiøse Modstandere. Desuden var hun overbevist om, at han var en altfor retskaffen Karakter til en saadan Ondskab.
