fuldstændigt til, som han havde tænkt: det var Melketænder. De havde tørnet sammen i de almindelige Stridsspørgsmaal, — ja Politik havde han sprunget over, — hendes politiske Anskuelse var naturligvis den rene Kalvedans; men det kunde han virkelig ikke beskjæftige sig med, — derimod om Literatur og Kunst, om Kvinden og hendes Stilling og hvad dermed stod i Forbindelse, — alle disse Prøvestene havde de streifet, og Prøven havde overalt fremvist den ganske grønne, ferske Form af den moderne Fordærvelse, som — Gud være lovet! — var mest til at smile over hos et saa ungt og forøvrigt saa lykkeligt udrustet Individ som hans tilkommende Svigerdatter.
Da derfor Johannes, som mærkede, at Gabriele kjæmpede med sin Træthed, foreslog, at de skulde sige godnat, reiste Præsten sig smilende og sagde — ligesom afsluttende Dagen: „Ja ja — min kjære Gabriele! — vi to skal nok komme til Enighed, det føler jeg mig forvisset om. Jeg har jo selv været ung og langt inde paa de Ideer, som Ungdommen nutildags tumler med; — thi det maa den kjære Ungdom vide: intet er nyt under Solen. Jeg har været og jeg tør sige, jeg er endnu den Dag idag en varm Ven af Reformer. Men — hvad jeg har forud for den freidige Ungdom, det er Forsigtighedens gode Gave, den gavnlige Mistro til det nye og uprøvede, som hænger og skinner saa fristende derude i den blaa Luft. Og vi, som saaledes have faaet Anledning til ligesom at se Sagen fra begge Sider, vi vide, at en Reform kun kan blive en sand og virkelig Reform der, hvor Forholdene ere modne for den; og vi kjende tilstrækkelig Følgerne af den blinde og urene Omstyrtelsesiver, hvor langt ud over Maal og Maade den løsslupne Lyst til Forandring fører forfængelige og magtsyge Mennesker, — hvor usigeligt let det er at kaste Barnet ud med Vaskevandet.“
„Ja mon det virkelig er saa let?“ — spurgte Gabriele med en tør Stemme, som bragte Johannes til at se op. Hun gyngede langsomt fremover og blev siddende med Ansigtet op mod Præsten, som stod midt foran.
„Hvad mener du? — hvad er let?“ — spurgte han.
„At kaste et Barn ud, fordi man vil hælde bort Vaskevandet?“
„Men Gabriele! — jeg tror, du tager Ordsproget bogstaveligt?“ — raabte Johannes og lo.
„Ja Kjære, vil man bruge Ordsprog som Argumenter, faar man virkelig tage Hensyn til, hvad de betyder. Dette gamle Ord er vel en Levning af en Historie om en utroligt skjødesløs Moder; og det er bleven bevaret som en Paamindelse om, at saa stor kan Tankeløs-
