syntes saa ud til at ville falde ned hvert Øieblik. Men det sad — underligt nok — godt og fast og kom ikke i Uorden, uagtet Gabriele laa tilbage i Gyngestolen med Nakken i Trøsteren og vendte sig livligt fra Daniel til Johannes, altsom de talte; og da Fru Jürges var kommen lidt tilrette med det uvante Snit af hendes Klær og havde fulgt hver Søm i Gabrieles Kjoleliv Sting for Sting, begyndte hun at forstaa denne feilfrie sikre Elegance, og det gjorde denne nye Datter endmere fremmed og fjern.
Midt paa Bordet stod Lampen; og Præsten udfoldede, altimens han holdt Samtalen igang, den ankomne Post med Avispakker og Breve, ordnede og bredte udover og læste et Par Linier hist og her.
Johannes sad og røgte i Sofaen hos sin Moder; og den store Lykke, han følte ved at være kommen hjem og i saadant Følge, gav sig Luft i smaa spøgefulde Kjærtegn mod Moderen og forelskede Øiekast til Gabriele, som laa tilbagelænet i Gyngestolen. Den lange Reisedag begyndte at vinde Bugt med hende. Og selve Samtalen — saa let som den flød — var alligevel anstrængende. Thi intet kunde nævnes, uden at Præsten Jürges vidste Besked; og hver Gang, naar hun vilde sige ham imod — og den Besked, han vidste, var bestandig saadan, at hun — maatte sige imod, — saa viste det sig tilslut altid, at han vidste bedst Besked. Ialfald blev hun siddende fast og forladt, naar han med sit lune Smil citerede og spurgte, om hun havde læst det eller det — af den eller den? Mangt og meget havde hun ikke læst — ialfald ikke saa grundigt, at hun havde fundet alt det, han havde fundet; men han kjendte og vidste alt om alle; der var ikke et Navn i Samtiden ude eller hjemme, som han ikke havde prøvet og værdsat; og skjønt han ikke ligefrem talte nedsættende om hendes kjære Navne, var der dog over alt, hvad han sagde, en lemfældig Skaansomhed — som af en Kjæmpe, der nedlader sig til at lege, — noget som — efterhvert hun blev træt — alligevel endte med at irritere hende — trods alle gode Forsætter.
Men Daniel Jürges — som han sad og udfoldede Hovedstadens Avis og ordnede efter Nummer alt dette brogede Stof, som inden disse Spalter var omstøbt i en fast bestemt Aandsretning — en Aand, med hvilken han følte sin egen i Slægt, den store overlegne Ordenens, Sandhedens — Kristendommens Aand! — han blev indvendig mer og mer spøgefuld ved Tanken om den Høitidelighed, hvormed hans brave Johannes havde optaget dette lille Pigebarns Uvilje mod Præstestanden og hendes moderne Anskuelser overhovedet.
Han havde nu behændigt følt hende paa Tænderne; og det slog
