Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/469

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest

Gabriele skyndte sig at gjøre Toilette, for at gaa ned i Dagligstuen; og da hun steg ned ad den brede Trappe, indaandede hun med Velbehag den landlige Duft i et rent og velvasket Hus, hvor der holdes varmt og lunt uden Luxus og Pral og spises god velstelt Mad, — hun kjendte Kalvesteg fra Kjøkkenet. —

Hun fandt de to Herrer ved Pibebordet henne i Ovnskrogen og hørte dem dæmpe og afbryde Samtalen, da hun traadte ind. Johannes løb hende imøde, og Præsten trak galant Gyngestolen frem, hvori Gabriele tog Plads; og en Samtale begyndte af sig selv — utvungen og munter, saa at ingen følte nogen Tvang eller Forlegenhed.

Det var Præsten selv, som førte an; og Johannes frydede sig, da han saa, hvorledes Gabriele — hun som alle — blev revet med, naar hans Far ret vilde udfolde al sin fængslende Elskværdighed.

De talte om Byen, Bekjendte og Bøger, — om alt, som kom frem; og Gabriele modtog muntert den Stilling, hun strax fik anvist ved et let Anstrøg af godmodigt Drilleri, som Præsten tillod sig, og hvori for dem begge laa udtrykt, at de gjensidigt vidste om hinanden, at de vare Modstandere, men vare enige om, at lade det gaa i al Venskabelighed.

Imidlertid dækkede Jomfruen Bordet, medens Fru Jürges løb ud og ind med mange Beklagelser over, at de brugte at spise til Aftens i Dagligstuen. Og ved Bordet blev Samtalen fortsat — lige livligt og til gjensidig Tilfredshed. De drak Rødvin, og der var ganske rigtig Kalvesteg — baade fordi det var Paaskeaften og for de unges Skyld, som havde reist hele Dagen uden varm Mad.

Først efterpaa, da de sad rundt Bordet foran Sofaen, fik Fru Jürges Tid til at glæde sig over det gode Indtryk, som den nye Svigerdatter øiensynlig gjorde paa Daniel, og hun nikkede smilende til sin Søn. Selv følte hun sig desværre ikke tiltalt af denne unge Pige med dette rolige sikre Væsen; og mens Fru Jürges fulgte Samtalen — mere efter Lyden end efter Ordene — for der flere Gange som en Ængstelse gjennem hende, naar Gabriele smilede og freidig sagde noget stik imod Daniel selv.

Men hun saa, det gik godt, og at der var Fred og god Forstaaelse; og nogenlunde rolig gav hun sig til at studere den unge Dames Person. Det var ikke saaledes, hun syntes unge Piger skulde se ud; begge hendes egne Døtre, skjønt de kanske ikke havde været saa smukke, saa dog langt mere — mere — iethvertfald bedre ud. Var det en Maade at sætte Haar op! — med et Par store Naale og ikke en eneste redelig Flette, — Fru Jürges’s Fingre kløede efter at faa kjæmme og flette dette store uryddige Haar, som hun