se nu her“ — og i Glæde over Hjemmet reiste han sig halvt op „se Gaarden, hvor rummelig, og se — Lys i Stuen og Lys ovenpaa — paa Bispekammeret, — der skal du være; — ser der ikke lunt ud i Stuen? — se, der er Far!“
Oppe paa Indgangstrappen i den aabne Dør viste sig en høi Skikkelse, og efterat Johannes i en Fart havde viklet hende ud af Fodposen og Fellen, førte han hende opad Trinnene og raabte lykkelig: „Far! — her er hun!“
Præsten tog hende i sine Arme og sagde med sin smukke Stemme, hvis Lighed med Johannes’s strax slog hende:
„Gud velsigne din Indgang og din Udgang.“
Derpaa blev hun ført ind i den rummelige Gang, hvor der hang en Lampe, og hvor Johannes fremdeles straalende forestillede hende for Moderen, der gav hende en liden forskræmt Kys bortover Munden, og derpaa ivrigt gav sig ifærd med at pille af hende Tøiet. — Forlegenheden mellem disse ganske Fremmede, som saaledes med et førtes saa nær indpaa hinanden, gav sig Udtryk i en Mangfoldighed af venskabelige Smaaord og Forsøg paa at hjælpe og være til Tjeneste; alene Johannes, som kjendte begge Parter, følte sig fuldstændig lykkelig og begyndte til Gabrieles usigelige Forbauselse at hoppe omkring og le som en Skolegut.
Hun selv blev — som hun pleiede under uvante Omgivelser — rolig og lidt stiv; og hun gjorde sig al mulig Umag for ogsaa at berolige den lille Præstefrue, som fulgte hende ovenpaa.
Men Fru Jürges svirrede hjælpeløs omkring og mumlede en lang Undskyldning, som aldrig tog Ende, og det nyttede ikke, at Gabriele forsikrede, at Bispekammeret var det smukkeste Soveværelse, hun havde seet; — Fru Jürges blev ved med sit, og da hun pludseligt bad om Undskyldning, fordi hun maatte ned og se til Aftensmaden, lod Gabriele sig falde ned i Bispens bløde Stol og lo.
Det blev hende med en Gang klart, i hvilken Grad hun selv stak af imod disse Folk. Denne brede, storslagne Skikkelse af en Præst, i hvilken hun vidste, at der boede en Forbogstav fra Hovedstadens Avis, og denne fine Kvindeskikkelse, i hvem der ikke syntes at være andet tilbage end en halvfjollet Elskværdighed, og saa hendes kjære lille firkantede Theolog, som pludseligt gav sig til at hoppe og sprælle med Benene — nei — nei! det havde vel været noget for de ugudelige Fættere!
Men de skulde ikke faa noget at le af. Hun vilde selv gaa ind i denne Kreds og lære at forstaa den. Havde hun ikke længe kjendt Johannes uden at opdage ham; og dog var han nu bleven hende saa kjær; det skulde ogsaa hans Mor og Far blive for hende. Og
