lærte at bøie sig — ikke blot for den jordiske Elskov, men for Guds uendelige Kjærlighed. Og mit Raad til dig er derfor kortelig dette: lad hende komme; — lad hende bare komme hidop til Grandalens Præstegaard nu i Paasken, saa vil jeg vædde med dig om en god Cigar, at til Pintse er en Præstefrue hendes Ønskers Maal.
Ja bliv nu ikke vred over min spøgefulde Tone. Jeg paaskjønner og glæder mig over dit Alvor i denne Sag, og jeg billiger fuldstændigt din Fremgangsmaade. Det er hverken klogt eiheller har vi Lov til at forspilde, hvad der for os og andre kan blive til Gavn og Velsignelse, ved at sætte Ord mod Ord i Uforsonlighed. Du skal se, Gud vil nok alting mage; og min ringe Bistand skal du faa, — det lover jeg dig; du ved, jeg har adskillig Evne til at omgaaes Mennesker. Hils hende nu foreløbig paa det kjærligste fra en gammel Præst og sig hende, at jeg ikke skriver, fordi jeg haaber snart at kunne ønske hende mundtlig velkommen som Datter. Ogsaa fra Moder maa du hilse; hun blev naturligvis meget glad, men dog noget altereret — den Stakkel! over at skulle modtage en ung, fin Dame paa Bispekammeret. Nu gaar du naturligvis ogsaa strax til Prams, hvor jeg beder dig frembære vore Hilsener. Fruen er — som du vel ved — Datter af Byfoged Bennechen, og jeg mindes den Opsigt, det vakte, da hun tog den tørre og noget kjedelige Jørgen Pram. Han har forresten altid indtaget en noget uklar Stilling, skjønt han jo naturligvis i Grunden er paa den rette Side; men om man kunde bringe ham til en mere effektiv Deltagelse i det offentlige Liv, vilde det være ligesaa gavnligt for Sagen som for ham selv. Disse Pengemænd har ofte ingen Anelse om, hvor nøie og direkte deres egne Interesser afhænger af Tidens brændende Spørgsmaal i Religion og Politik. De er ialmindelighed ikke tilstrækkeligt udviklede til at forstaa Sammenhængen mellem den tilsyneladende Uskadelighed i de hule Fraser og de underjordiske Miner, som udhules under deres egne Kontorer. Her er et Arbeide for dig — rigt paa Muligheder og med Udsigt til velsignede Frugter for vide Kredse. Og da jeg ved, at min Johannes tager sin Gud med, ihvor han gaar, saa anbefaler jeg dig med god Fortrøstning i hans Varetægt, som leder Folkenes Skjæbner og hver enkelt Vandrers Fodeljed paa Veien til de lyse Boliger.
Din hengivne Fader
D. J.
Fra den sidste Jernbanestation havde de halvtredie Time at kjøre — gjennem Skovene, hvor Sneen endnu laa høi, og over Heier og
