Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/457

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

det — i Tider som disse betjener Gud sig mer end nogensinde netop af disse malerielle Midler i Kampen mod selve det mest materielle — Materialismen selv. Og jeg, som nu er midt oppe i den Bevægelse, der ligesom et Uveir farer hen over Landet, uden at jeg noget Øieblik forvirres af Tvivl eller Raadløshed, jeg kan se og ser allerede tydeligt for mig, hvilken Magt og Væxt til det gode der ligger gjemt og saa godt som ubrugt i din tilkommende Svigerfaders Navn, og som i Forbindelse med den uhyre Støtte, som baade direkte og indirekte ligger i en solid økonomisk Baggrund vil være for den gode Sag af stor — ja uendeligt stor Betydning. Saaledes er du — min egen kjære Søn! muligens udseet til at tilføre os nye Kræfter og ny Velsignelse, og maaske vil du engang, naar Seieren er vunden for Kristendommen og den sædelige Samfundsmoral, komme til at nyde Frugterne i et lyst og rigt Liv under en kristelig og kraftig Regjering —

Dette var nogle af mine Tanker ved Læsningen af dit kjære Brev; men som jeg ovenfor har sagt og som du selv siger — disse din tilkommende Hustrus ydre Livsforhold er jo ikke det væsentlige hverken for dig eller mig. Langt vigtigere og det, hvorpaa det egentlig kommer an, er et Menneskes indre Liv og hans Gudsforhold. Og det har gjort mig godt og varm om Hjertet at se, med hvilken Samvittighedsfuldhed og med hvor meget Alvor du har opfattet og bevaret din lille Strid med den Elskede om Spørgsmaalet Præst eller ikke Præst. Men tilgiv — min kjære Dreng! om din gamle Fader har trukket ganske smaat paa Smilebaandet over denne megen Høitidelighed. Thi vel er det ikke stort, du fortæller mig om din Gabriele; men saa underligt er det nu engang: ikke alle behøver lige meget for at forstaa en Ting. Og jeg — ser du — jeg er ogsaa i den Retning meget nøisom. Jeg har allerede et ganske godt Billede af din Kjæreste, — paa visse Punkter ser jeg kanske — hvis du tillader — endog klarere end du selv. Hun er frisindet og fordomsfri — især i religiøs Henseende; hun ved, at Præsterne altid har holdt paa Trældom og Mørke; hun elsker de Fattige og de Undertrykte og taaler ikke den mindste Forurettelse af de Svage. Hun har reist og hun har læst; og hun har altid været rig nok til aldrig at støde paa en uovervindelig Modstand. Nu elsker hun en ung Mand, og han vil være Præst? — umuligt! — aldeles utænkeligt!

Hvad skulle nu vi to gjøre — du og jeg — min Johannes? Jo, vi skal lære denne elskværdige unge Dame at tænke dette, og ikke blot tænke sig det som en Mulighed; men vi skal hjælpe hende saaledes, at hun skal takke sin Gud og sin Præstemand, fordi hun