Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/456

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

overflødige Besiddelse af Livets Goder i Forbindelse med et ydmygt Sind og en enfoldig kristelig Barnetro — dette min kjære Søn! er vistnok Gaver, som kun saare sjeldent falde i et enkelt Menneskes Lod; men vi vide dog — Gud være lovet, at de findes forenede. Og dersom du — min dyrebare Johannes! skulde være udseet til en af disse enkelte, saa vilde dette for mig være ligesom et klart Lys til Forstaaelse af Guds vidunderlige Kjærlighed og Miskundhed. Thi mit eget Liv er — som du ved — hengaaet i stille og beskedent Arbeide i Herrens skjulte Vingaarde; og om jeg end nu paa mine forholdsvis gamle Dage er bleven næsten nødt til at indtage en Post i de forreste Rækker i Kampen mod Løgn og Vantro, saa er dette dog for intet at regne — det tør jeg vel nu sige uden at frygte for Slangens List! — det er dog ingenting imod, hvad jeg kunde være blevet for mit Land og Folk, om jeg fra Ungdommen havde medtaget, hvad Livet saa rigeligt bød mig Anledning til af de Midler og den Magt, der bærer et Menneske frem og op til sin Samtids høieste Høider.

Men jeg havde min Pæl i Kjødet, og Gud være lovet, som tidligt viste mig den. Jeg vilde ikke gaa den Vei, som baade mine Venner og — til dig tør jeg nok sige det — mine Evner anviste mig; jeg følte, hvor Forfængelighedens Fristelse laa nær et Menneske udrustet saaledes som jeg; og jeg tør sige, at det med Guds Hjælp lykkedes mig at undgaa Faren. Hverken ved mit Ægteskab eller paa min Embedsbane har jeg nogenside seet hen til de Fordringer, en anden i mit Sted muligens kunde villet stille. Men naar jeg nu — uden at rose mig selv kan fremlægge mit Liv i dets Tarvelighed og mangehaande Forsagelse, saa vil jeg paa samme Tid som jeg takker den Herre Gud, som har ført mig, ogsaa tilstaa for dig — min kjære Søn! at det ikke altid har været saa klart for mig, om jeg ogsaa handlede ret i at være saa strængt paa Post mod mig selv. Der er i Følelsen af sine egne Evner noget berettiget, som man kanske ikke trodser helt ustraffet i Længden. Men netop derfor gjorde Efterretningen om din Forlovelse et saa dybt Indtryk paa mig. Thi dersom det har behaget Gud at finde dig — min Søn mere værdig og mere skikket til at bære et stort og rigt Livs Ansvar, saa vil jeg deri se en Belønning for min egen Forsagelse; og du bør da kanske ogsaa i alt dette jordiske Gods, som din lykkelige Kjærlighed bringer dig i Tilgift, se et Vink fra oven, som du bør nøie give Agt paa i Lydighed og Taknemlighed. Og om du end med din Alder og forholdsvis ringe Erfaring i Livets praktiske Skole kan være tilbøielig til at undervurdere de materielle Midler, saa maa du tro mig paa mit Ord, at til alle Tider og især — saa synes