Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/455

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

fæste sig som den trofaste, der aldrig slipper os, saalænge vi ikke slipper ham.

Dit Brev af 2den dennes er skrevet ud af den ægte sønlige Aand, som jeg kjender hos min Johannes; og jeg skal gjengjælde dig din Aabenhed, idet jeg, for at give dig et godt og paalideligt Raad, vil paakalde ikke blot min faderlige Kjærlighed, men ogsaa et forholdsvis langt og ikke ørkesløst tilbragt Livs kristelige Erfaring. Først maa jeg yde dig min fulde Anerkjendelse, fordi du saa ganske har holdt dig fri for de Forelskedes almindelige Overdrivelser i Skildringen saavel af sine egne Følelsers Styrke og Varmegrad som af den Elskedes Deilighed og fortræffelige Egenskaber. Dette dit Maadehold giver mig — den erfarne Mand — den bedste Garanti; og det er hovedsageligt paa dette selvsamme Maadehold, at jeg bygger mit Haab om velsignelsesrige Følger af dit Valg saavel for dig som for hende — ja udover videre Kredse. Thi der er jo unægtelig adskilligt ved din Forbindelse med denne unge Dame, som — om end ikke ligefrem, hvad jeg vilde kalde betænkeligt, dog er af saa stor Betydning, at det fuldt ud kræver den rolige Overveielse, som den blinde Elskov sjeldent levner noget af. Jeg mener ikke saa meget de ydre Forhold; den Pramske Familie er, om end noget blandet og — som du selv siger — visselig ikke uden mindre gode Elementer, dog altid en af de bedste inden Kjøbmandsstanden; og hvad den Rigdom angaar, som du med saa megen Samvittighedsfuldhed hentyder til, saa bør ikke den forvirre eller forurolige dig. Thi for det første vil du i din egen Bevidsthed have et tilstrækkeligt Værn mod de onde Tunger, som — det maa du være forberedt paa! — ikke ville forskaane dig for de mest nærgaaende Beskyldninger, naar det nu viser sig, at du er bleven forlovet med en af Landets rigeste Arvinger. Og hvad dernæst selve Rigdommen angaar — disse Penge, som for saa mange er Livets Sum, saa vide jo vi — som Kristne, baade hvor ringe de ere, men og hvor farlige de kunne blive. Det er imidlertid overfor et Menneske i din Alder og med din ideelle Udvikling mindre væsentligt og nødvendigt at fremholde Rigdommens Fristelser og Farer; snarere maa jeg som den mere verdenserfarne advare din mod altfor meget at ringeagte det jordiske Gods. Der er nemlig i den rigelige Besiddelse af Guds timelige Gaver foruden den Lykke at kunne give og meddele de Trængende — ogsaa gjemt en anden Velsignelse, som Gud mange Gange baade fordum og nu har udøst over dem af sine Tjenere, som han har udkaaret til at fuldføre sine evige Raadslagninger blandt Menneskene under mere omfattende Former og paa en — menneskelig talt — mere storartet og mægtig Maade. Den rige og