Konsulen og rettede paa sit Halsterklæde; det var første Gang, at nogen saaledes tog Magten fra ham. Han saa paa Pengene, og han saa ud i Haven, og der blev en meget lang Pause.
Skipper Worse havde reist sig og stod med Ryggen til Bordet betragtende et Landkart paa Væggen. Det gamle Slaguhr inde i Dagligstuen pikkede ganske langsomt.
Endelig reiste Konsul Garman sig og gik hen til den anden.
„Hør Jacob Worse! — jeg skal tage dine Penge, hvis du vil gaa i Kompani med mig.“
„Hvad? — hvad siger han? — Kompani? — er han gal? — Hr. Kunsel!“
„Hør nu: De indskyder Deres Kapital, det vil sige: saa meget af den, som De selv ønsker, i vor Forretning og derfor bliver De Partner i Garman & Worse for den Qvotadel, som vi senere kan bestemme.“
„Nei — nei — Kunsel! det var ikke Meningen. Forandre Firmaet — nei det gaar aldrig an; det er hellerikke Meningen?“
„Jo — jeg mener, det er den eneste Maade; det kan gaa an paa. Lad os sætte os og være rolige. — Den Tanke er mig ligefrem utaalelig, at jeg skulde laane Penge af Dem. Men derimod er der intet stødende for min Følelse eiheller for vore Forbindelser i den Omstændighed, at vi — i en travel og — og — hvad skal jeg kalde det? — i en hm! trykket Tid officielt optager i Firmaet en Mand, som i mange Aar har arbeidet sammen med os; og at vi som Følge deraf forene hans Navn med vort, idet vi herefter benævne vor fælles Forretning: Garman & Worse.“
„Ja — men, men — alt det andet kunde gaa an, men Navnet, — Deres Faders Navn —-“
„Min Fader vilde kanske ikke gjort det; men jeg vil have det saa. Dette Arrangement er — hm! — er Husets Redning; — jeg vil være det bekjendt, og derfor beder jeg Dem herved acceptere mit Forslag.“
„Men bedste Hr. Kunse! —“ begyndte Worse igjen. Han var med en Gang kommen ned paa sin gamle Plads og kunde ikke forlige sig med den Tanke, at han skulde gaa i Kompani med Morten W. Garman — Kunselen selv!
Den anden holdt imidlertid fast ved sit; og naar han virkelig bad om det, saa var der jo ikke andet Raad end at slaa til.
De blev siddende endnu en lang Stund og talte om det fremtidige Arrangement; og Konsulen sagde ligefrem, at han ikke ventede, at Jacob Worse vilde blande sig synderligt i selve Forretningens Drift, — noget, Worse maatte le godt af, — det kunde aldrig falde ham ind.
