Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/434

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Men de havde saa ofte seet Loven glide blind og sløv henover baade Personer og Ting, som nu de efter sin Forstand syntes laa midt i Veien; for saa til Gjengjæld med alle sine frygtelige Klør at hage sig fast et andet Sted, hvor de ikke syntes, der var Spor af Fæste.

De kjendte dem ogsaa saa temmelig godt — disse Jurister, som kom i Flok, og som alle var i Ledtog, hvormeget de end spillede denne Komedie om Formiddagen med Modparter, Forsvarer og Anklager og det andet Fjæsk. Naar de slog sig sammen, saa kunde de bringe, hvad det skulde være til at forsvinde og til Gjengjæld linde, hvadsomhelst de vilde, bagom Ordene eller mellem Linierne eller hale det ud af Vidnerne.

Nei — nei! der var kun et, som var sikkert; ikke at dyppe den yderste Spids af sin Finger i nogetsomhelst, hvori der var gjemt en Ulovlighed; — og selv det var ikke altid sikkert.

Derfor mødtes de alle i den urokkelige Overbevisning, at de for ingen Pris maatte give efter; de kjendte Embedsmændene og vidste, at intet er galere end det.

Og Fogden sagde til Præsten: „Men en Ting vil jeg bede Dem om: giv ikke efter. Mærker de først det ringeste Spor af Sva —“ —

„Vær De kun rolig; jeg skal ikke være svag,“ svarede Præsten.

Han kjendte Bønderne og vidste, at intet er galere end det. —

Denne uheldige Begyndelse havde bestemt Forholdet mellem Præst og Menighed, omend selve Sagen lidt efter lidt blegnede.

Præsten havde lovet sig selv og hvem der vilde høre det, at før skulde Tømmeret raadne i Skoven og Huset falde ned af sig selv, før han vilde hugge omigjen efter Udvisning og føie dem i deres Bondetrods.

Og Almuen svarede sagtmodigt, at de to opnævnte Mænd stod til Tjeneste, hvad Dag og Time Præsten ønskede; — men være med paa noget ulovligt, — nei, det vilde de ikke.

Ellers blev Forholdet i det ydre særdeles venskabeligt. Bønderne behandlede Præsten og hans Familie med udsøgt Høflighed, — som Skik er. De vidste nu, hvad der boede i ham; og de vare glade, saalænge han holdt sig i Skindet.

III.

Men Daniel Jürges led ved dette Hus og ved denne Krænkelse mere, end nogen havde Anelse om.

Thi det var saa aldeles modstridende mod hans hele Natur at