„Og det var vel kanske anvist til Udhugst af de to opnævnte
Mænd? —“ spurgte en fredelig Stemme; „du var vel med og viste
ud for Præsten — du Hans? — for det er jo du og Eivind, som er
de opnævnte?“
„Ja, vi var der beggeto, — jamen var vi saa,“ sagde den ene af de to Mænd, som havde været i Skoven.
Lidt efter sagde den anden: „aa jamen var vi saa — ja! — beggeto.“
„Og saa mærkede I vel Træerne, som Præsten skulde hugge? —“ spurgte den samme fredelige Stemme.
Men Præsten afbrød igjen lidt utaalmodigt: „Det er jo ikke mer at snakke om — den Ting; Træer er her jo nok af; og jeg tog det lille, vi behøvede til Reparationen der, hvor det var lettest at kjøre frem.“
„Men — men monstro det ikke skulde været anvist?“
„Det er nok muligt; jeg er jo ikke saaledes inde i disse Detailler endnu, men jeg synes ikke, det er noget at gjøre Ophævelser over.“
„Men,“ begyndte en igjen, „naar det nu netop traf sig saa, at de var paa Pladsen — begge de opnævnte Mænd, for at anvise for Præsten, endda de ikke havde faaet Bud —“
„Anvise! — anvise?“ — raabte Præsten ærgerlig; „der var ingen, som sagde, han skulde anvise. Jeg snakkede et Par Ord med Hans og Eivind, det husker jeg nu; men de sagde ikke et Ord imod, at jeg hug, hvor jeg selv vilde.“
„Det er nu det —— æ —“ begyndte Hans langsomt og lidt dirrende i Maalet; „det er nu det, at vi har to Vidner paa det — foruden jeg selv og han Eivind.“
„Vidner! — Vidner? — paa hvad?“ raabte Præsten Jürges.
„To rigtig gode Vidner,“ sagde Eivind.
Alle sad nu spændte og saa ned. Mon den nye Præsten vilde drive det saa vidt: at nægte mod to Mands Vidne?
Hans fortsatte: „For det er nu det, at baade gamle Aslag og Sønnen hans, som hug for Præsten, de er begge villige paa Ed, at Præsten nægtede sturt at følge øst i Brækken, hvor Præstegaarden altid har hugget fra gammel Tid.“
„Det gjorde han — ja; det er sikkert og vist,“ sagde Eivind.
„Men Herregud! — Mennesker! — jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde af Eder. Er det derfor, I ikke vil kjøre Tømmeret frem? Ikke vidste jeg hin Dag, vi hug, at Hans og Eivind var de opnævnte Mænd; hellerikke sagde de, at de kom, for at anvise. Og det Snak — jeg husker godt, der var noget Snak om at gaa østover, — det tog jeg bare for et velvilligt Raad; og naar jeg ikke
