Aa langtifra; de skulde saamænd ikke have nogen Uleilighed for
hans Skyld; han skulde nok finde, hvad han behøvede. Og jo
nærmere Præstegaarden desto letvindtere for Almuen, som skulde kjøre
det frem; — Træer var her jo — Gud være lovet — nok af.
„Ja det var et sandt Ord, Træer er her nok af,“ sagde den ene; og lidt efter sagde den anden det samme.
De stod der, indtil Præstens Husmænd endelig efter gjentagen Ordre gav sig ilag med Granen ved Stenen; og derpaa sagde den ene af de to Mænd:
„Ja, saa faar vi vel rusle hjemover igjen — vi da.“
„Ja, vi faar vel det,“ mente den anden.
Og Præsten tog hjerteligt Afsked, sendte Hilsener til deres Koner og raabte tilslut efter dem: „Lad mig nu se, I sørger for, at Tømmeret blir fremkjørt, saasnart vi faar Sne nok.“
„Ja, det er bedste Tiden til at kjøre Tømmer, naar Sneen er løs,“ sagde den ene.
„Det falder justsom lettere baade for Hest og Mand,“ lagde han til — den anden; og dermed gik de.
— Men der kom Sne baade nok og mer end nok; og hver Dag ventede Præsten Jürges forgjæves paa det lange Tog af dampende Heste, som skulde føre Tømmeret tilgaards; han vilde begynde strax at støtte Huset op indvendigfra, saasnart Dagene blev lidt længer.
I Førstningen lo han saa smaat af de seige Bønder, som aldrig kan faa Fart i sig. Og naar Fogden, som var kjendt i Bygden, skjældte dem ud for det værste, han kunde finde paa, gik Præsten i al Godmodighed og forsvarede sine Sognebørn: det tog jo ganske vist lidt Tid; men tilslut kom det dog paa en Maade tidsnok alligevel.
Men da Vinteren gik, og Fogden ved Paasketider triumferende spurgte, om Tømmeret var fremkjørt, da var det for galt, der maatte være Maade med alt! Og Præsten Jürges viste sig for første Gang sint i Kommunebestyrelsen, idet han reiste sig og efter mange revsende Ord for deres utilladelige Dorskhed og Langsomhed med Bestemthed forlangte, at nu skulde Tømmeret fremkjøres paa Øieblikket.
Efter en lang Stilhed begyndte en: „Det er nu saa fra gammel Tid her i Bygden, at vi har to opnævnte Mænd, som anviser, hvad der maa hugges og hvor der maa hugges; — og saa er det endvidere saa, atte —“
Præsten af brød: „Jamen derom er her ingen Tale; for Tømmeret er jo hugget og ligger færdigt tæt ved Postveien.“
