Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/429

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

været med de Ting i hans Fars Ungdom; og en anden kom med noget han havde hørt af sin Moster, hvis Moder tjente i Præstegaarden, dengang de havde Prausten Basse, — han, som de kaldte for Stampe-Gunnar og som engang faldt ned af Prækestolen Juledags Morgen; — men dette blev for langt for den nye Præst.

Han var ikke bange for lidt Omkostninger; de kunde jo hjælpes ad — Præst og Menighed — i al Samdrægtighed — ikke sandt? Han — Præsten — skulde gjerne hugge, saa kunde Almuen kjøre Tømmeret frem; var det ikke saa Landsens Skik fra gammelt? — de skulde saamænd nok komme overens.

Præsten Jürges nikkede venligt og saa omkring i Kredsen fra den ene til den anden. Ingen sagde hverken ja eller nei; de syntes nok, det gik svært fort. Men saasnart der var kommet nogenlunde Orden efter Indflytningen, sendte Præsten sine Husmænd — ja han fulgte selv med i Skoven og huggede med Liv og Lyst, hvad der kunde være passeligt til Reparationen.

Mens de arbeidede, kom der to Mænd gaaende. Præsten kjendte dem og gik dem glad og varm imøde. Det var noget saa uvant for ham at have denne Mængde Træer at vælge iblandt. Skoven laa til Præstegaarden eller til Bygden, Rettighederne vare saa mangfoldige og indblandede, Grænserne vidtløftige og ubestemte — han havde læst en hel Del Papirer om det; men det var jo ikke muligt at huske. Hovedsagen var, at Skoven var offentlig Eiendom, og Træer var der nok af.

„Se her — mine Venner!“ raabte Præsten Jürges og rakte sine Hænder mod de to; „nu skal det gamle pukkelryggede Hus faa Skik paa sig; se for deilige Træer, jeg har fundet mig!“

De to Bønder sagde først Goddag, Gud Signe Arbeidet, vakkert Veir og mange andre Ting, som hørte til deres Maade at begynde paa; og de lod sig ikke forvirre af de hurtige Ord. Præsten Jürges, som kjendte Bonden tilbunds, agtede heller ikke stort paa det, de stod og mumlede, men snakkede videre om sine Træer.

Imidlertid skulde de, som hug for Præsten, just tage fat paa et nyt Træ; men de stod og tøvede, puslede med Øxeskafterne og syntes vente paa noget.

„Nu?“ — raabte Præsten; „hug væk — Folk! tag den Granen der ved Stenen, som jeg har vist Jer: — ikke sandt? — det er et godt Træ — og passeligt stort?“

Aa jo; det manglede ikke paa det; Træet var vel nok. Der var ellers — mente den ene af de to Mænd, — en Plads længer øst i Skoven, hvor de pleiede at hugge for Præstegaarden; hvis-som atte Præsten — æ — vilde følge med dem, saa skulde de vise ham —