Naar Sneen falder efter Storm — tæt, tung og nøiagtig — udfylder Fordybninger, jævner Spidser og skarpe Kanter, da er det underligt at tænke sig, at dette er det samme Vand, som kan risle og hoppe, skumme som Røg i Fossen og finde Vei med modige Strømbølger ud i det frie blaa Hav.
Og derude naar Sommersolen langsomt og sent skjules bag de sidste skinnende Striber yderst i Vest, hvor Havets sporfrie Vei krummer sig Jorden rundt, der sanser du ikke let, at de friske guldkantede Bølger, hvor Fisken leger, og Livet gror, at dette er det samme Vand, der kan ligge og trykke Hustagene som tung død Sne, bøie Træer og Grene og stænge Veiene fra Mand til Mand.
Da blir der ganske stille i de store Skove. Al Lyd knappes af og indsvøbes i den snefyldte Luft, som ikke kan svinge, — en tung, blød Stilhed som i tykke Dyner; og Bækkens Klunk under Isen kommer i dunkle Slag som de dybe Toner fra en Spilledaase under Hovedpuden.
Men lette og lydløse som forsigtige Spøgelser daler de hvide Filler — store naar de kommer nær og mindre og mindre opover, indtil Øiet stanser under en lav, graaprikket Himmel, som ligger lige nedpaa Træerne.
Oppe i Fjeldene, hvor Stormen havde blæst Flekker bare og rystet den høie Lyng, lagde Sneen nye hvide Tæpper, hvis Folder hang udfor de bratte Skrænter og bølgede henover Fjeldmarken.
Men længer nede mod Dalen brød Skoven igjennem og reiste sig med Sne i Haaret — stille og mørk rundt omkring Markerne i Dalbunden, hvor alt var hvidt undtagen de lumske sorte Steder i Elven, som aldrig frøs.
Alt fladt og skraat lik Kaabe og blev borte uden Form. Hele Præstegaarden blev nøiagtigt oversneet indtil den mindste List langs Vinduskarmen; — selv oppe paa Knappen af Flagstangen stablede Snefillerne sig forsigtigt sammen til en høi Top.
