Men var der en Ulykke i hendes Liv, saa maatte den paa en
eller anden Maade staa i Forbindelse med hendes Ægteskab; og
det var det forfærdelige for Abraham, at alt idag samlede sig saa
overvældende, for at knuse denne Fader, han i hele sit Liv havde
seet op til, næsten dyrket med en Art Religion.
Den store Splid mellem Forældrenes Væsen — kun anet i Barndommen stod nu klart for ham, og nu vidste han ogsaa, hvad han skulde valgt: det som var knækket i Moderen, skulde blevet hans Livs Rygrad; og istedetfor det? — — der blev et forfærdeligt Øde i ham, og for hans øren ringede det med Kruses skarpe Stemme: I er da en Bande Forbrydere allesammen!
Mon det ikke alligevel var bedst at gjemme sin Skjændsel dernede, hvor der var saa sort og stille; saa var det forbi, saa kunde de sige, hvad de vilde om ham.
Hvad mon de vilde sige? — han begyndte at tænke over alle Følgerne og stansede ved den stakkels lille faderløse Carsten.
Men pludseligt vendte han sig bort med en Bevægelse, somom han væmmedes ved sig selv: han vidste, han turde ikke hverken nu eller nogensinde; han saa ligesom for sine Øine alle de smaa feige Trappetrin, ad hvilke han var steget ned — altid ned og ned ligefra sin Barndom til denne Stund.
Alle de store Ord, alle de glimrende Fantasterier, alle de smaa afmægtige Tilløb; al denne Trang til at være sand og modig, som altid gjækkende havde fulgt ham; alle de Muligheder, han havde havt paa Haanden; alle de Leiligheder, som havde budt sig — hvorfor? — hvorfor var det altsammen blevet den forsmædeligste Række af Nederlag.
Han trev sig i Fortvivlelse med begge Hænder i Haaret og raabte høit til sig selv:
„Hvad er der iveien med mig? — hvad er det for en Djævel i mig, som gjør, at jeg aldrig — aldrig kan fyldestgjøre for mig selv? — en feig Løgn, et Vrængebillede er mit Liv; — det er, somom hver Trevl i mig er forgiftet.“
Grete! — Grete! — nu var der ikke andet i Verden; og han løb næsten udover.
Da han nærmede sig Huset, syntes han, Gadedøren stod saa underligt; han famlede i Halvmørke og fandt, at de havde løftet Døren af Hængslerne og sat den udenfor opimod Væggen.
Der var ikke den vante Lugt i Stuen: hellerikke var der — der var ingenting; — han gik langs Væggene i Kjøkkenet,i Kammeret, i Stuen: der var ingenting, aldeles ingen Verdens Ting undtagen Halm og Rusk, som han kjendte, han gik i.
