Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/407

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


De stod et Øieblik alle tre Haand i Haand og betragtede hinanden med Smil, som næsten vare glade; det var gaaet over Forventning for alle tre — det første Møde; og hver tog sit Haab, men fra vidt forskjellige Kanter.

Pigen forstyrrede dem med et Bud fra Sagfører Kruse, at Kandidaten maatte endelig komme hen til ham strax.

Professoren fór sammen og saa igjen ængstelig paa Sønnen; men Clara sagde til Pigen:

„Lad Budet svare, at Kandidaten er netop kommen hjem; han er altfor træt af Reisen til at gaa ud iaften. — Det er virkelig ogsaa temmelig hensynsløst at sende Bud efter dig strax.“

Abraham syntes ogsaa, det maatte kunne være tidsnok imorgen; og nu begyndte han at se sig om.

„Ja — du ser dig om,“ sagde Clara; „jeg har sendt alt, som skal sælges, ned i Fars Stuer, hvor det staar til Auktionen; jeg troede, du vilde lige det bedst, at intet blev holdt tilbage —“

„Naturligvis — kjære Clara! — jeg er saa glad, fordi du er saa modig og uforsagt; det var netop rigtigt af dig — skal jeg tilstaa det? — mere end jeg havde ventet af dig.“

„Ja —“ svarede hun med et resigneret Smi1; „jeg ved jo desværre altfor vel, at du har meget ringe Tanker om mig, og altid tror, jeg bare gaar op i Pynt og —“

„Nei vist ikke! — det har jeg aldrig troet; og har jeg nogensinde gjort dig Uret i min Tanke, saa tilgiv mig nu.“

Saa kom lille Carsten ind, for at sige Godnat — i sit Sengetæppe, søvnig og sød, og saa satte de sig tilbords i en hyggelig Krog henne ved Ovnen.

„Ja — du ser — Abraham! vi har ikke andet end Brød og Smør — og et Stykke Ost i Anledning af din Hjemkomst.“

„Det er fortræffeligt — Clara! — jeg kunde ikke ønske mig det bedre,“ og han bøiede sig, for at kysse hendes Haand.

„Men du ser dig saa underligt omkring? — hvad savner du?“

„Er ogsaa — Mors Sybord —? — var det nødvendigt —?“

„Du vilde da vel ikke, jeg skulde beholdt det Pragtstykke?“ — spurgte Clara skarpt; „det skulde rigtignok have givet Anledning til Folkesnak.“

„Ja, jeg for min Del,“ indskjød Professoren; „jeg fandt virkelig ogsaa, at Clara med god Samvittighed kunde beholdt det; — det var en personlig Gave fra lykkeligere Dage.“

— „Nei Far! Clara har alligevel Ret,“ svarede Abraham med Anstrængelse; „lad os tømme den bitre Kalk til sidste Draabe! — det var kjækt gjort af dig — Clara!“