Professoren frygtede Abraham mest af alle; og lige til sidste
Øieblik vidste han ikke hvorledes han skulde møde sin Søns Øine.
Maatte han ikke vente, at Abraham med sit heftige Sind vilde
komme stormende med Bebreidelser, fordi hans Liv var forspildt,
hans Fremtid, hans Navn, hans Ære — alt trukket ned i Faderens Ruin.
Der var intet at svare til alt dette — aldeles intet; thi det var sandt altsammen.
Han havde selv fra først af opdraget denne Søn til fuldstændig Afhængighed og Beundring; lige til det sidste havde han skjult alt, hvad der i Abrahams Øine kunde kaste den mindste Skygge over ham; — og nu! — nu vidste han ikke nogen Skygge, hvor han kunde krybe iskjul.
— Fru Clara var ogsaa bange for Abraham; men paa en anden Maade; ogsaa hun kjendte hans Sind; men hun tog itide sine Forholdsregler. Det hun frygtede var, at Abraham med sin sædvanlige Tilbøielighed til Overdrivelse vilde opgive det hele, kaste alt i Kreditorerne og gjøre rent Bord. Hun vidste saa godt, at han aldeles ikke vilde være med paa at redde, hvad reddes kunde, og derfor imødesaa hun hans Hjemkomst med stor Ængstelse; han var istand til at ødelægge hele hendes Værk, — det samme havde ogsaa staaet i et Brev fra Assessor Meinhardt.
Abraham Knorr Løvdahl var selvfølgeligt gaaet til Konkurs samtidigt med Carsten Løvdahl; men Sønnens Bo var jo i Virkeligheden en Latterlighed; han var medansvarlig i næsten hele Firmaets Gjæld, forsaavidt som hans Navn var brugt paa alle Vexler i det sidste; og saa eiede han faktisk ikke andet end sine Møbler.
Den lovlige Registreringsforretning ovenpaa hos de Unge fik derfor næsten et Skjær af Humor. Enten Kreditorerne fik ½ eller ¼ Procent af dette Bo, var virkelig ganske ligegyldigt i den uhyre Underballance. Og Byfogdens Fuldmægtig gik desuden og vred sig overfor Fru Clara, som absolut vilde følge ham fra Værelse til Værelse, for at aabne alle Døre og Skabe og vise ham, hvad der var at skrive op.
Det var faa Uger, siden han havde danset med hende i disse selvsamme Stuer som en liden beskeden Gjæst, og nu skulde han tælle hendes Theskeer! — det var virkelig mere, end man kunde forlange af en ung velopdragen juridisk Kandidat; og Byfogden selv gik jo aldrig til en saadan Forretning.
Derfor blev det nok en temmelig mangelfuld Fortegnelse; og da det kom til Auktion, gav det Anledning til megen Spydighed blandt Folk, at dette overdaadige Hus viste sig saa paafaldende slet for-
