Hun havde talt om, at nu maatte de naturligvis alle arbeide i den
yderste Tarvelighed; men hun gruede slet ikke for sin egen Part;
hun havde egentlig aldrig sat Pris paa Luxus; kunde bare hver
Mand faa sit, saa skulde hun være glad og ikke klage. —
— Abraham var paa Hjemreisen sydover, da han fik Telegram fra Peder Kruse; det blev bragt ham ombord paa Dampskibet ved et Anløbssted.
Først kunde han ikke forstaa det; et Øieblik tænkte han endogsaa, det maatte være en grov Spøg; men det lignede ikke Kruse.
Og nu — som han stod agterud paa Dækket med Telegrammet i Haanden, var han med et blevet ganske alene med Rormanden, alle de andre vare forsvundne; og det faldt ham nu ind, at hans Reisefæller allerede fra igaar havde været saa besynderlige mod ham.
Da gik det op for Abraham, at det var det alvorligste Alvor; og han skyndte sig ned i sin lille Kahyt; og mens Søen susede skummende forbi det lille runde Vindu, overgav han sig til de pinlige Tanker og prøvede at maale og forklare sig den store Ulykke.
Han tænkte først og fremst paa sin Far; hvad han maatte have lidt i lang Tid! Men dernæst eftersom alle de sørgelige Følger enkeltvis dukkede frem, sank han dybt i Sorg og Mismod. Det kjære gamle Hus, hans Barndoms Have, de tusinde Gjenstande, hver Krog fuld af Minder — forlade det altsammen; gaa tomhændet bort og se fremmede rykke ind og slaa sig tilro.
Og lille Carsten skulde ikke lege efter ham i den indelukkede Have og kaste Sten efter Kattene; og der blev ikke noget af den lille Pony, som Abraham havde fantaseret om, naar han tænkte fremover i Guttens Barndom. Lille Carsten skulde gaa ud i Verden som Søn af en Mand, der ikke havde betalt sin Gjæld.
Det var egentlig første Gang at Livet tog et saadant Tag i ham, at han følte sig henvist til sig selv alene. Ellers havde han altid havt sin arvede Plads blandt de Sikre; i dette Øieblik kjendte han sig uden Rygstød ansvarlig for en Søn, som skulde frem i Verden, og som ikke havde andet at stole paa end sin Far.
Men ud fra denne Tanke strømmede en forunderlig Kraft. Nu var den vist kommen endelig den store Leilighed, da Abraham Løvdahl skulde vise, hvad han evnede, naar først Opgaven var stor nok for hans Vilje.
Ja nu var omsider hans Tid kommen. Grete skulde blive glad; selv Clara skulde lære at paaskjønne ham. Men først ud af dette Kjøbmandsskab! — helt bort fra det altsammen; det havde været en Forbandelse for dem alle, — nu indsaa han det. Lad Kreditorerne
