Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/401

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
XIV.

Clara fik vide det paa den Maade, at hun syntes, Pigerne var saa underlige; men da hun spurgte, fik hun ikke anden Besked, end at der vist var noget paafærde nede i Kontoret.

Hun blev nysgjerrig, men generede sig for Svigerfaderen og sendte Bud efter Marcussen.

Fru Clara var i en nydelig Kjole i brune Farver; hendes Figur var bleven fyldig; den blege, blodfattige Baldame havde Ægteskabet forvandlet til en fastbygget, henrivende Skikkelse.

Marcussen havde været i Unaade en Stund; nu skulde han faa lidt Solskin igjen; Fru Clara gik ham imøde og rakte ham smilende sin Haand.

Aldrig havde vel Marcussen været mindre oplagt end idag; men han mistede alligevel næsten Pusten, saa deilig var hun, og hans Øine flammede et Øieblik, saa at selv Clara, som ikke var ræd af sig, maatte se bort.

„Kom sæt Dem — Marcussen! det er saa længe siden —“

De satte sig i hendes lille Sofa under den uundgaaelige Viftepalme; og Marcussen — lig en god Jagthund, som føres paa Sporet, var strax med, glemte al Dagens Sorg, spændt og rede: om det alligevel skulde blive til noget med dette Pragtfruentimmer, som han saalænge havde snuset omkring.

„Men først maa De fortælle mig, hvad der er passeret i Kontoret idag? — mine Piger paastaar, der er noget paafærde?“

Ja var det da ikke ogsaa Fanden! Marcussen kom paa Hovedet ud af sine begyndte Drømme; han bandte og fór op af Sofaen og glemte ganske sine fine Manerer.

„Hvad gaar der af Dem? — Hr. Marcussen! — hvorfor slider De i mine Blomster? — lad være! — og kom og fortæl, hvad der er iveien; formodentlig en af Deres egne Historier — midt i Kontoret? — hvad?“

„Nei Pinedød — Frue!“ brød Marcussen løs; „dennegang er det ikke nogen af mine Historier, — gid det bare var det! — nei Frue! — det er værre — aa tusinde Gange værre. Og De maa tro mig, — det er mig saa pinende tungt baade for Professoren og for Dem, — ja for Kandidaten ogsaa —“

„Men Gud! — Marcussen! — græder De? — hvad er det da? — svar!“

„Ja det kan jo ikke nytte at ville skjule det for Dem; vi har stanset.“

„Stanset? — hvem? — hvad? — jeg forstaar ikke et Ord!“