„Far er ødelagt — jeg ved det! — men mine Penge? —
Fredrikkes Penge? — de er i Behold — ikke sandt? — naturligvis!
— lad mig faa dem strax.“
— „Hvad? — De har dem ikke? — de er borte — tabte — forsvundne! — o skrækkelige Menneske! De har bedraget os! De skal straffes — nei — De skal bare skaffe mig mine Penge tilbage.“
Professoren havde nogle Secunder været lamslaaet; nu løftede han sin hvide Haand, smilte vemodigt og svarede:
„Min kjære Pastor Kruse! — De ved selv, at jeg i dette Øieblik desværre ikke er istand til at skaffe Dem disse Penge. Men jeg skal gjøre noget andet for Dem, — noget, som kanske kan være vel saa godt og gavnligt for Dem.“
„Hvad er det? — Skynd Dem! — De ved en Udvei! — aa Gud være lovet!“
Morten Kruse sitrede over hele Legemet; der var endnu Haab; denne mærkelige Mand, til hvem han havde havt saa blind en Tillid, han havde maaske endnu en Hjælp — en Hjælp for ham alene.
Professoren lagde faderligt sin Haand paa hans Skulder og sagde:
„Jeg vil bede Jesus, at han vil hjælpe Dem.“
Præsten tumlede bagover, somom de havde slaaet ham med dette Navn i Ansigtet; de to Mænd stod urørligt stille og holdt hinanden fast i Øinene; den fælles Hemmelighed bandt dem, hvem havde Ret til at sige Ordet til den anden? — den ene havde ikke et Ord at sige den anden, og Præstens Blik gled først væk; han greb sin Hat og tumlede ud.
Carsten Løvdahl sank ned i Stolen; det var hans første Seier.
Det store Kontor laa i Eftermiddagens Skygge; kun enkle gule Solstraaler fandt Vei gjennem de forpjuskede Lindeblade, og faldt skraat ind i Værelset henover Manden ved Vinduet, henover det tykke Tæppe; og henne paa Bordet traf en Straale den broncegyldne Fortuna, der halvt svævende rakte sin Krans mod den tomme Lænestol. —
— Kun i ét Hus i Byen herskede ublandet Glæde.
Fru Bankchef Christensen hang om Halsen paa sin netop hjemkomne Mand og bad ham hulkende om Tilgivelse, fordi hun saa skammeligt havde miskjendt ham; og halvt sansesløs af Sindsbevægelse laa hun og fablede om alt det, hun vilde kjøbe paa Løvdahls Auktion.
Det var næsten som et Tableau.
