Og saa laa der jo et Vaaben lige ved Haanden; et Vaaben,
han endog paa en vis Maade havde øvet sig i at bruge i den
senere Tid.
Professor Løvdahl kjendte sin Tid og sit Samfund. Han vidste, at i denne Tid og i dette Samfund, hvor Kristendom faktisk ikke er til, men hvor alt beror paa, at det ikke blir nævnt; — hvor al Kraft er rettet mod at holde Aabenhjertigheden nede, at ikke hele det uhyre Spilfægteri med, at de er Kristne alle, — at ikke dette skal springe derved, at en efter en faar Mod til at bryde ud, til ærligt at sige: jeg spiller ikke mere med, — han vidste, at i dette Samfund er Hykleriet Livsmagten.
Han vidste, at intet er stærkt som dette Hykleri, der aldrig blinker; ingen Retskaffenhed, ingen Dyd kan afvæbne Ondskab eller beskytte mod Mistanke som det Hykleri, der aldrig skammer sig; han vidste, at den, som kunde iføre sig en fuld Rustning af dette Stof, hvormed de fleste Mennesker stykkevis bedækker sig, han vilde kunne gaa gjennem denne Skjærsild, som forestod ham, vinde nyt Fodfæste, — ja kanske gjøre sin Skam til en Glorie, som ingen vilde have Mod til at rive af ham.
Og dog nølede han. De sidste renslige Rester i ham oprørtes mod denne dybe Gemenhed; han mindedes sin Ungdom, sin Videnskabs klare, korte Dag, han tænkte paa Wenche Knorr, og han kunde ikke lade sig glide ned i den slimede Afgrund.
Men hvad hjalp det; det kom igjen og det kom igjen. Det vilde ikke se mistænkeligt ud; Prøvelser har ført saa mange til Religionen; og desuden havde han allerede længe fulgt Clara i Kirke og deltaget i hendes gudelige Forsamlinger; — hvorfor? — om ikke netop fordi han havde havt en uklar Trang til en Udvei, dengang den store Ulykkes Mulighed begyndte at dæmre for ham.
Om han nu — en gammel, nedbøiet Mand foldede sine Hænder: Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!
Ja Abraham var det værst med; men de andre skulde han magte — det følte han. Og alligevel endte det ikke med, at han bevidst valgte at være Hykler; men den lille Bagdør i Panelet blev revet op, og Kapellanen styrtede ind.
Han løb lige mod Professoren, kridhvid i Ansigtet, perlende af kold Sved.
„Mine Penge — mine Penge! —“ raabte han hæst.
Professoren havde reist sig og holdt sig fast ved Vinduskarmen; hans Læber dirrede og hans Øine fæstede sig stivt paa Præstens fortrukne Ansigt; men han kunde ikke tale.
