Saaledes gik de mod Vinteren. —
— Men medens alt dette Sindsoprer bolgede rundtomkring, sad han, som var den nærmeste Ophavsmand, alene i sit store pompøse Kontor.
Han sad ikke i Lænestolen foran Lykkens Gudinde, men henne ved det midterste Vindu. Saaledes havde Carsten Løvdahl siddet timevis og stirret ned i den indelukkede Have. Undertiden var hans forjagede Tanker saa matte, at han næsten sov; undertiden stod Elendigheden, Skammen, Ydmygelsen midt fremfor hans Øine saa luende nær, at han holdt Haanden for.
Han havde kjæmpet med sin Kone; de uundgaaelige Øine havde været der, havde boret sig i ham; — og beseiret for sidste Gang opgav han Kampen og glædede sig feigt over, at disse Øine vare lukkede.
Men der var andre Øine, han skulde staa for: Abraham, Christensen, Clara — og hele den Hærskare, hvis Penge han havde spredt for alle Vinde; hvorledes — hvorledes skulde han bære det? — paa hvilken Maade var det overhovedet muligt at udholde saadant?
Noget vilde ligesom trække Tankerne hen mod en Udvei; men han stængte strax; det vilde han ikke.
Og atter begyndte de at strømme ind over ham alle Enkelthederne ved Skammen og Ydmygelsen. Det begyndte langt borte som en liden Kugle, der trillede mod ham, egte og øgte, indtil alt var samlet i en umaadelig stor Tromle, der rullede hen over ham og knuste ham ganske flad.
Eller mon det ikke skulde være muligt at holde Hovedet høit alligevel? han var dog altid Professor Løvdahl, Videnskabsmanden, Universitetslæreren; han havde lidt Skibbrud her blandt disse Kræmmere — nuvel! — han var ikke længer rig; men han var noget mere end en Pengemand.
Aa nei! det gik nok ikke an at bære Hovedet høit. Snarere maatte han dukke sig saameget som muligt for at komme nogenlunde igjennem. Der var altfor meget i hans sidste Transaktioner, som baade Kreditorer og Øvrigheden maatte se med de allerblindeste Øine, hvis det skulde gaa. Han var nok ikke saaledes stillet, at det vilde tage sig ud, om han rettede sig iveiret; han krympede sig, men ned — ned maatte han.
At lade sig træde ihjel! — at ligge for Christensens Fod uden Spor af Magt; — uden anden Evne, uden anden Mine hele sit Liv efter dette end som en Hund tage Hug og slikke bagefter.
