hjem om Aftenen, for at møde de store Børneøine i Døren: om Far havde et Brød under Armen?
Gamle Steffensen prøvede naturligvis at fiske i rørt Vande; men en Flok fra Fortuna havde nær skamslaaet ham, da han skjældte ud Direktionen og Bestyrelsen og hele Kleresiet; efter det forsvandt han.
Nei — nei — Professor Løvdahl var en Hædersmand; den unge ogsaa; ingen skulde sige noget ondt om dem; kanske kom de paafode igjen; sligt var seet før. Ja enkelte vilde endog synes Synd i disse rige Folk som nu ikke vare rigere end en simpel Arbeidsmand.
Men det var ikke mange, som gik med paa det. Thi de vidste jo alle hvor underligt det har sig med de Folk, som er født i fine Klær. De blir i dem, hvordan det saa gaar. Man kan nok høre, at de har mistet alt sit og spoleret for andre ogsaa; alligevel var det dog aldrig hændt, at slige Folk kom helt ned til Arbeidsfolkene, boede og sled blandt dem. De blev ved at gaa i Frakke, spise varm Mad og røge Tobak, saa de kunde jo ikke lide saa farligt ondt.
Og det var dette, som var dem det allerufatteligste ved Kapitalen, men derfor ogsaa det mest imponerende: det maatte jo altsaa være Guds Vilje, at der skulde være denne store Forskjel, og at nogle bare skulde slide for andre og blive ved med det.
Men derfor var der ogsaa Gjengjældelsen. I Helvedes Pøl og Pine skulde de faa svie, fordi de her en stakket Tid havde levet i Rigdom og Vellyst. Husk den rige Mand, som tiggede Tiggeren om en Draabe Vand; men han fik den ikke; nei pines skulde de — alle disse Store og Mægtige —, man kunde nævne dem Navn for Navn, ned med dem i Ilden, og der skulde de brænde evigt — tænk evigt!
Men hvor meget end Præsterne prækede om sligt, saa var det ikke alle, der ret kunde fange Trøst i denne Tanke. Mange mente, det fik heller være det samme, om der ikke blev fyret fuldt saa hedt under de Rige i den næste Verden; naar bare de Fattige kunde slippe med at fryse lidt mindre i denne.
Saa var der ogsaa enkelte Rige som det vilde være Synd at brænde; — ja mon det egentlig var saadan Dødssynd denne Rigdom, naar hele Verden stræbte mod den? Det hang ikke rigtig sammen, naar en først tog fat paa det, — nei der var noget galt etsteds, hvor det saa var.
Ja — se det var ogsaa en Følge af Arbeidsløsheden — alle de forbandede Tanker, man fik i Hovedet af at sidde og glo i Væggen. Men Tanker duede ikke for Smaafolk; det gjaldt at lide og holde Mund! haabe — haabe og — fremfor alt ikke smage Brændevin.
