Nogle tog det paa den Maade, at de grov frem alle Clara
Løvdahls Silkekjoler og ærgrede sig over hver enkelt; for derpaa at
forfriske sig ved Tanken om, at nu eiede hun ikke en Trevl paa
sin Krop, naar det skulde gaa med Ret og Strenghed.
Andre sad mere godmodigt og udmalede for hverandre, hvorledes de maatte føle sig — disse Mennesker, der havde været saa uhyre rige, og som nu — bogstaveligt talt var bragt til Betlerstaven, ruinerede, sat paa Gaden.
Atter andre kunde ikke faa Fred for disse Millioner, som vare tabte; hvem havde faaet dem, etsteds maatte de jo være; men hvor Panden var den Masse Penge blevet af? — det havde de Lyst til at vide.
Saa var der ogsaa Medlidenhed; men den var svært blandet; og mangen liden Borger, som var gaaet fri under de Stores Fald, syntes endogsaa, at Øllet smagte ham særligt godt idag.
Men nedenfor alle disse — hos Arbeidsfolkene og dem, der levede fra Dag til Dag af sine to Hænders Arbeide for andre, — der var der fordetmeste en dump Stilhed.
Kun nogle faa udøste sig i Forbandelser og de værste Skjældsord mod disse Rige, som levede i Sus og Dus og lod Arbeideren slide; for saa en vakker Dag at lade ham staa paa bare Bakken uden Arbeide eller Fortjeneste.
Men de fleste taug stille og formanede sine Koner og Børn til at holde sig iro.
Kjendte de af Erfaring, hvor Kapitalen, naar den florerer, perser Arbeideren til det yderste; saa vidste de ogsaa, at de aldrig i høiere Grad vare Slaver af denne samme Kapital end netop i de onde Dage, naar Straffen kom for de Stores Svindel og Overspekulation.
Thi de vidste godt, hvem det var, som nærmest skulde bære denne Straf. Nu stod de foran denne Tilværelse af Arbeidsløshed, ujævnt Arbeide, halve Arbeidsdage og lange, sultne Ledighedsstunder, — smaa Laan hist og her, den sidste Anvendelse af Krediten hos Handleren, senere Pantelaaneren og yderst ude paa Randen af Fortvivlelsen — Fattigforstanderens Venteværelse.
Derfor sad de stille og formanede sine til at holde sig iro, at ikke deres Klager skulde høres af denne forfærdelige Kapital — forfærdeligere end nogensinde, naar den styrtede som et Jordskred og væltede de Smaa under sig.
De begjærede intet andet end at faa arbeide; hver Muskel var villig til at spænde sig saa stramt, nogen vilde forlange, — de skulde takke til. Bare ikke sidde der og slappes hen i Sult og daarlig Mad; gaa ud om Morgenen, for at finde noget; — og komme
