Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/394

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

efter blev han igjen ganske forvirret; thi han kjendte hele Omfanget af dette; hele Byens Vexelforbindelser havde han i sit Hoved; og skjønt han jo havde seet meget af denne Art i sit lange Liv, saa var det altsammen Smaating imod det, som nu skulde ske.

Han skalv i Maalet, da han næsten høitideligt spurgte:

„Skal Carsten Løvdahls Papirer gaa til Protest?“

„Ja —“ svarede Marcussen uden at se op.

Gamle Taraldsen luntede ud af Kontorerne; men paa Trappen mødte han Aktiebankens Bud:

„Er det sandt? — Taraldsen!“

„Nu styrter hele Byen,“ svarede den Gamle og slog ud med Armene.

„Er det sandt? — er det sandt?“ fór udover hele Byen; og da Visheden kom, stansede alt —, hvert Arbeide, hver Samtale, hver Tanke stansede; og dette nye optog hvert eneste Menneske helt ned til Børnene, som med store Øine og forfærdede Miner spurgte hinanden: „har du hørt, at Løvdahl er gaaet fallit!“

Klokken et var Børsen forsamlet. Saa pludseligt var dette kommet, at Konsul With, som blev fuldstændigt ødelagt ved Løvdahls Fald, kun ved et tilfældigt Møde paa Gaden med en Bankdirektør forhindredes fra at indfinde sig paa Børsen.

Han vendte om, gik hjem og lukkede sig inde i Kontoret.

I Børssalen var der stille, og Folk gled omkring uden at se paa hverandre; de syntes allesammen, at de med et vare blevne saa luvslidte.

Bænkene oppe i Millionkrogen — som den kaldtes — stod tomme; og de Medlemmer af Ringen, som var tilstede, foretrak idag at staa i Gruppe fremme paa Gulvet.

Ikke engang Garman & Worse sad paa sin gamle Plads; og disse tomme Bænke deroppe smøg sig lig en stum Skræk langs Væggene rundt hele Salen: ingen turde sætte sig, somom de frygtede, at de ikke bar, at alle Bænkene var raadne, at en almindelig Bankerot skulde sønderbryde alt og kaste dem alle overende.

Et Par yngre Kjøbmænd prøvede at være flotte; men de opgav det strax; og da deres Stemmer igjen neddæmpedes til de andres Mumlen, blev Stilheden dobbelt uhyggelig.

En enkelt kunde ikke længer holde det ud, men saa paa Uhret og pillede af; og tre Minutter efter var Salen ganske tom.

Men udover Eftermiddagen sad bekymrede Mænd rundt om i sine inderste Kontorer og ransagede Bøgerne, gjorde Notitser, regnede sammen og rystede paa Hovedet.