blot hos de store som Løvdahls, Withs, Garmans, men ogsaa nedover blandt Smaafolk slog de sig løs denne Vinter. Der var ikke et eneste bekymret Ansigt at se undtagen Bankchef Christensens; og det forøgede Lystigheden.
Der farer undertiden en saadan løssluppen Aand gjennem smaa, afsides Ansamlinger af Mennesker, naar de have sovet længe. En Prins eller et Dyrskue sætter Maskinen igang, og saa gaar det Slag i Slag med Fester og Selskaber.
De, som har Skillinger tilovers, ta’r dem frem; og de, som ingen har, faar med Fornøielse laant; og der blir en Flothed og en Rigelighed, saa at de overraskede Kjøbmænd ordinerer baade Champagne og svære Silketøier fra Hamburg.
Men den Champagne bliver aldrig betalt; og naar en fremmed Kunde mange Aar efterpaa falder i Forbauselse ved at finde et pragtfuldt Silkestof i en støvet halvtom Butik, saa svarer Kjøbmanden: „Ja, ser Del det Tøi er fra Prinsetiden,“ og han ryster vemodigt sit fallerede Hoved.
Dennegang var det altsaa Fru Clara, som satte Munterheden igang; men hun havde ogsaa god Hjælp. Først og fremst i Professoren, som netop fandt det at være la haute finance: Baller, Concerter og Maskerader om Aftenen, og store Omsætninger, Masser af Breve og Expeditioner om Formiddagen i Kontoret.
Han var med til alle Forlystelser og var selv den, som opfordrede Clara og hjalp hende med at finde paa nye pikante Tilstelninger.
Konsul With var ogsaa en værdifuld Medarbeider; hans Specialitet var Maskerade. Han havde Garderobe for et helt Theater og var utrættelig ivrig og beredvillig til at laane ud, naar han bare kunde faa igang en Maskerade eller bare et tarveligt Divertissement med Forklædninger.
Onde Tunger paastod, at dette Konsulens Sværmeri kom af, at det kun var under hans mesterlige Forklædninger, han kunde more sig lidt om Aftenen; eftersom hans Kone — Strygebrættet kaldet — holdt skarpt Øie med ham. Og det behøvedes; thi Konsul Withs Rygte var næsten værre end Marcussens.
Ogsaa Marcussen satte Clara ivei; det morede hende at holde ham i en stadig Forvirring. Fra først af lagde han ikke Mærke til hende anderledes end i ærbødig Beundring for Principalens smukke Hustru; men Clara gav ham snart andet at tænke paa.
Hun kjendte godt til hans Liv og vidste, at han blandt de smaa Damer i Byen var uimodstaae1ig. Nu kunde det more hende — den fuldendte Dame fra Hovedstaden at fange denne smukke klodsede Fisk, for at se ham sprælle under hendes overlegne Behandling.
