gryede en Uenighed, var Sønnen med en Gang Præst, og saa vidste gamle Jørgen hverken op eller ned.
Saaledes kom en god Del af Kruses vel gjemte Penge for en Dag, — „for at sættes i Løvdahls Forretning“ — som Morten kaldte det; og Discontoen var en smuk Sum ved den første Halvaarstermin — det maatte gamle Jørgen selv indrømme.
Og lidt efter lidt blev det Brug blandt Folk at sætte sine Sparepenge hos Carsten Løvdahl; den høiere Rente, han gav, gjorde, at Marcussens sirlige Contocouranter vare langt at foretrække for Sparebanksbøgerne.
Og da gamle Jørgen først fik Smag paa disse Indtægter uden Møie og næsten uden Risico, opgav han sin lurvede Forsigtighed og blev næsten ivrigere end Sønnen efter at komme ikast med denne glimrende Løvdahlske Forretning, af hvilken der dryppede saa meget Guld.
— Da Morten Kruse første Gang bragte sin Kone Renterne af de Penge, som Tid efter anden var anbragt hos Carsten Løvdahl, lagde Fru Fredrikke sine magre Arme om sin Mands Hals og hviskede:
„Det er vist næsten syv Proeent — Morten!“
„Det ved jeg ikke; jeg har ikke regnet efter,“ svarede Morten med Værdighed; „men der synes at følge en rig Velsignelse med den Mand.“
„Men disse Penge — skal vi ikke sætte dem i Banken? — det er dog sikrere?“
„Som du vil — Fredrikke!“
Og saa blev disse Penge sat i Banken.
Men otte Dage efter sagde Fruen:
„Ved du Morten! hvad vi har tabt i denne Uge?“
„Har vi tabt noget?“
„Ved at have de Rentepenge, du ved, i Banken istedetfor hos Løvdahl har vi tabt over tre Kroner i en Uge; — jeg har regnet det ud.“
„Jasaa!“ — svarede hendes Mand modfalden; og der blev en Pause.
Præsten sad og læste sin Faders Aviser, — de blev først bragt til de Unge —; og Fru Fredrikke holdt paa med at sy sig en Hat af et sort Halstørklæde, som Morten ikke længere havde Brug for, da han stadig gik med et hvidt Bændelbaand om Halsen.
„Hør du,“ sagde Fru Fredrikke; „synes du ikke, der er noget galt i dette saaledes at spilde Pengene? tænk disse tre Kroner! — hvad kunde Vi ikke kjøbt for dem?“
