Steffensen studsede; hans første Indskydelse var at kaste sig ned
og takke for Redning fra Armod og Elendighed.
Men det var bare et Secund eller to; det lange Had til Kapitalen, den indgroede Vane at være uforsonligt misfornøiet laa ham for dybt i Blodet. Han knurrede blot noget om, at en fik tage tiltakke, naar en først var sparket ud af sin Stilling.
Men i Virkeligheden var hans Bevægelse saa stor, at han gik ud i Kjøkkenet, hvor han rumsterede med Kopper og Spand. Det var en kjendt Sag, at den Madame, som hidtil havde forestaaet Udsalget i Forbrugsforeningens Krambod, havde lagt sig Penge op og skulde giftes i disse Dage, skjønt hun var en Enke paa femti Aar.
Først da den Gamle var gaaet, vendte Abraham sig mod Grete, for at nyde sin Triumf; men han blev skuffet ved Udtrykket i hendes Ansigt.
„Nu Grete? — er du ikke fornøiet med mig?“
„Jo! — du skal have Tak! — Far har været saa ræd; men jeg vidste nok, du vilde hjælpe og tale hans Sag; det har du vel gjort?“
„Ja naturligvis, du kan vide det!“ svarede Abraham lidt forvirret.
Grete blev strax opmærksom, saa han skyndte sig at tilføie:
„Du kan tro, jeg lod dem forstaa —“
„Hvad sagde du? fortæl; — hvad sa’ du til dem? — var din Far med?“
Dette interesserede hende aabenbart mest; hun havde Faderens Blod; og intet syntes hende saa stolt og stort, som naar nogen satte sig op mod de Mægtige og sagde dem Sandheden lige i Ansigtet.
Efterat den vakte Bevidsthed om hendes Ulykkes hele Omfang havde gjort hendes Kjærlighed saa saar og pinefuld, var hun mod Abraham ikke saa jævn som før; og idet hun nu vendte sit Ansigt mod ham — saa anspændt, saa forelsket, saa begjærlig efter at faa beundre ham endnu mere, — ja saa havde ikke Abraham Kraft nok til at give slip paa dette eneste Menneskehjerte, hvis Tro og Lid han eiede helt; og saa satte han sig til at lyve.
Hidset og ført ved hendes Spørgsmaal blev han opfindsom; han havde saa ofte sammen med hende gjort Farten gjennem fantastiske Eventyr; dennegang var det rigtignok bent frem Løgn; men det lignede dog.
Og han refererede hele sin Tale, den han vilde have holdt og som begyndte: jeg kommer for at kræve min Ret; ja, da han først var i Farten, ænsede han ingenting og skildrede tilslut, hvorledes hele Direktionen havde tigget om at maatte beholde Steffensen som Maskinmester; men han havde afslaaet det, — han — Abraham
