Det pinte ham saa meget, at han næsten ikke kunde bekvemme
sig til at gjøre sine daglige Besøg i Fabriken, fordi han maatte
passere hendes Hus og vidste, at den Gamle sad inde i Stuen og
fortalte hende, hvergang han gik deres Dør forbi.
Tilslut betroede han sig til sin Ven Kruse og fortalte ham hele Sagen.
Kruse forstod. Han sad som han pleiede lidt sammenkrøben og plirede i Tobaksrøgen; i al Hemmelighed maalte han den stærke smukke Mand, som krympede sig foran den lille Vanskelighed, og med et lidet Vip af Haanden slog han Asken af Cigaren.
„Jeg synes ikke, du skulde gjøre Vrøvl —“
„Nei ikke sandt? — hvad Fanden kan det nytte i en Sag, som igrunden er saa ubetydelig; gjaldt det virkelig noget, saa skulde nok de Herrer faa føle —“
„— men jeg raader til en omgaaende Bevægelse,“ fortsatte Kruse tørt; „vi gjør Steffensen til Bestyrer af Kramboden.“
— „i Forbrugsforeningen?“
„Javel, det er etslags Levebrød — ikke saa galt, hvis Handelen vil gaa frem som hidtil.“
„Men tror du, de vil have ham? du ved, han er ikke ligt blandt Arbeiderne.“
„Vi faar lægge vor Indflydelse i Vægtskaalen — som Christensen vilde sige. Jeg kan ikke fordrage Steffensen — det ved du; men jeg tror, han er duelig til at passe Kramboden; og saa tænker jeg, du vilde sætte Pris paa denne Udvei?“
„Naturligvis! — jeg vilde være meget glad —“
— „og endnu et,“ afbrød Kruse og iagttog den anden med et lidet Smil, „de gode Herrer af Direktionen kunde have ganske godt af at se Arbeiderne hjælpe sig selv; den Mand, de har forkastet uden Grund, ham skaffer Arbeiderne selv et Levebrød.“
„Ja ja ja! det har du ogsaa Ret i! — det er en glimrende Ide! — Tak Kruse! — det skal du ret have Tak for!“
Og Abraham slog den lille Mand voldsomt paa Skulderen; han var henrykt, fuld af Iver og Lyst til at gaa igang og tage fat strax.
Men da han var gaaet, stod Peder Kruse længe tankefuld med sit lille bitre Smil, og tilslut sagde han til sig selv: ja se saaledes blir de — de, som kunde været de bedste og modigste blandt os.
Abraham gik langsommere, da han nærmede sig Steffensens Hus; han forberedte Scenen, lagde Planen og vidste, da han tog i Dørlaasen, paa en Prik, hvorledes han vilde sige det, og hvad Indtryk det vilde gjøre paa de to.
