vittighedsfuld Kjøbmand til at ville svække et Foretagendes Kredit — allermindst saalænge han selv havde Aktier. Men han lirkede saa smaat med Hentydninger og tilsyneladende harmløse Forslag, at de andre saa nogenlunde kunde skimte Meningen, uden at de hehøvede at have forstaaet og samtykket; og Mødet endte som sædvanligt med, at man i halvt ubestemte Ord gav Formanden frie Hænder.
Store Kjøbmænd i smaa Forhold hade altid hinanden, fordi den ene ikke kan røre sig uden at være den anden iveien; men Bankchef Christensen havde et ganske særdeles ondt Øie til Carsten Løvdahl. Og det var ikke blot, fordi Løvdahl voxede ham over Hovedet; men Christensen, som fra Barndommen havde lært Handelen og selv arbeidet sig op, — rig var han først bleven ved Giftermaal —, han kunde ligefrem ikke taale, at denne hovne Videnskabsmand trængte sig ind i Kjøbmandsverdenen og vilde spille Mester der.
Ved alskens Intriger og ved at anvende al sin Indflydelse var det lykkedes ham at holde Professoren ude af Bestyrelsen for hans Bank, hvortil Løvdahl ellers havde været selvskreven; og da han nu saa halvt om halvt havde de andres Bifald til at udrense Fortunavexlerne, henvendte han sig strax til den administrerende Direktør, der var ham lydig som en Hund, og gav ham de nødvendige Ordre.
Marcussen kom derfor en Dag halvt leende og halvt betuttet ind til Professoren med et Par Vexler i Haanden:
„Nu skal Hr. Professoren høre muntre Nyheder! Rasmus kommer tilbage fra Christensens Bank med den Besked, at Fortunavexlerne maa indfries med Kontant.“
„Nuvel Marcussen; — saa indfrier vi dem; Christensen er virkelig latterlig med sine Ængstelser.“
„Undskyld — Hr. Professor! men der kan vel næppe være Tale om at indfri alle Fortunavexlerne.“
„Mentes der alle?“
„Ja — Rasmus forstod det, somom der mentes for Fremtiden.“
„Hvormeget kan Fabriken have paa sig i Christensens Bank?“
„Jeg ved ikke bestemt; saadan fra l50 til 200,000 Kroner.“
„Men Guds Død! — Marcussen! — og det skal indfries med Kontant, nu strax, i de nærmeste Dage.“
Professoren blev hed om Ørene; han var saa aldeles uvant til det Slags Overraskelser, at han strax blev ganske raadløs. De onde Anelser, hvoraf han allerede en Gang havde været hjemsøgt for Christensens Skyld, kastede sig igjen over ham; vilde dette Menneske ødelægge ham? — var det overhovedet muligt for nogen, at
