Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/366

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Men oppaa Strømmen i rastløs Uro hvirvler sig Vexlernes blaahvide Skum.

Det syder og rasler og spreder sig stribevis udover den hele Jord; øger af sin egen Fart, deler sig i nye Striber og løber frem og tilbage i ustanseligt Jag.

Men synker den store Guldstrøm derude, saa iler de smaa gyldne Aarer tilbage fra Verdens Afkroge. Somom selve Jorden havde suget sit Guld til sig igjen — saaledes forsvinder det, — først i de fjerneste smaa Kanaler, siden nærmere og nærmere, indtil selve den store Aare skrumper ind og ligesom stivner til Is.

Men just naar en saadan Istid nærmer sig, bliver Vexlernes Hvirvel vildere og vildere. Den skummer og øger, stiger og stiger som en Flom, naar op til Huse, som før stod høit paa det Tørre, presser en smal, langagtig Strimmel Papir indenfor Døren, en til — en til, bestandig fler og fler, indtil Døren giver efter, og de løste Vande skyller henover Huse og Haver, Marker og Eiendomme, ødelægger stort og smaat, sønderriver, splitter og spreder for alle Vinde Menneskers Flid og Menneskers Kjærlighed, og bagefter er ikke andet levnet end Anger og Skam, Ydmygelse og Selvbebreidelse, Forbandelser og Tanker. —

— Ikke engang Bankchef Christensen anede, at en Verdenskrise var forhaanden; men hans usvigelige Næse begyndte at veire, at den ægte uforfalskede Guldlugt blev svagere og svagere paa visse Punkter.

Derfor havde han en haard Kamp at bestaa ikke blot med sin Kone, men ogsaa med sine Kollegaer i Bankbestyrelsen. Christensens Bank — som den hed i Folkemunde, var grundet af de første Kjøbmænd i Byen og blev samvittighedsfuldt brugt bare til Ringens egen Hjælp; men Christensen — den egentlige Stifter og Ophavsmand beholdt altid en stor Overvægt i Bestyrelsen. Det fortjente han ogsaa, fordi han i den første vanskelige Tid havde ofret baade Tid og Flid, for at arbeide Banken op.

Deraf kom det ogsaa, at man blev ved at kalde ham Bankchef endogsaa længe, efterat der var ansat en lønnet Funktionær, som besørgede den daglige Forretning. Men man sagde om Christensen, at han ikke kunde leve uden at snuse indom i sin kjære Bank et Par Gange om Dagen.

Den Kamp, han nu bestod med sine Medbestyrere, var angaaende de saakaldte Fortunavexler. Christensen havde sat sig i Hovedet, at han vilde have dem ud af Banken; de skulde indfries, efterhaanden som de forfaldt og ikke fornyes.

Dette udtalte han imidlertid ikke aabent; han var en altfor sam-