det jo en anden Sag; men Pausen blev lang, og Professoren vilde ligesaa gjerne undgaa en halvreligiøs Underholdning med den unge Theolog.
Han lagde det ene Ben over det andet, saa fra Lykkens Gudinde hen paa Kapellanen og sagde henkastet:
„Interesserer De Dem endnu for vor Fabrik — Hr. Kruse?“
„Ja Hr. Professor! — det gjør jeg! jeg interesserer mig meget for Fortuna.“
„Den er jo en Velsignelse for mange Smaafolk i Byen.“
„Visselig — visselig —“
„Og Aktionærerne kan saamænd hellerikke beklage sig.“
„Saa hører jeg; Udbyttet var jo smukt ifjor?“
„Og bliver ikke mindre til næste Aar.“
Der fór med en Gang en rigtig Kræmmeraand i Professoren; han gav sig til at fortælle og rose Fabrikens Affærer, indtil Præsten ivrigere og ivrigere formelig berusede sig i de store Tal, og begge syntes ganske at have glemt den stakkels Fru Clara, som laa ovenpaa.
Tilslut sagde Præsten, idet han gjorde en Bevægelse mod sin Brystlomme:
„De lovede mig sidst at være mig behjælpelig med at anbringe nogle Penge, om jeg fik lidt tilovers“ —
Idetsamme kom Marcussen ind. Begge Herrerne ved Pulten troede strax, det var et Bud ovenfra og forandrede Udtryk; men det var bare en Pakke fra Bankchef Christensen.
Professoren aabnede; det var de fem Aktier forsynede med lovlig Transport.
„Han har Hast —“ mumlede Professoren ærgerlig.
„Budet venter,“ sagde Marcussen.
„Hvad venter Budet paa?“
Marcussen hviskede: „Jeg syntes, han nævnte Kontanter.“
Professoren fór tilbage: „strax nu efter Banktid? — hvad er det for Snak! — men stop, Marcussen; lad Budet sidde ned et Kvarters Tid.“
Marcussen gik og Professoren kastede skjødesløst Aktiebrevene foran sig og lænede sig tilbage, for at fortsætte Samtalen. Præstens Øine veg ikke fra de smukt udstyrede Papirer, hvorpaa var lithograferet en Lykkegudinde med en Krans, — Mage til den, som stod paa Skrivetøiet.
Professoren gav Tid; og tilslut sagde den anden:
„Er det Aktiebreve i Fabriken?“
