kene fornøiede med sine korte Piber eller med de sjeldne Cigarer stukne helt tilbunds indi Munden og en Røg som af smaa Skorstene. De modtog Abraham ærbødigt og venligt; og det blev strax lagt saaledes ud, at den unge Bestyreren vilde ikke drikke Champagne blandt de Fine; men han holdt sig ikke for god til at drikke et Glas øl med Folkene.
Uden at mærke synderligt til det Indtryk, han gjorde, søgte Abraham efter Grete og fandt hende blandt Fruentimmerne. Hun blev ikke det mindste forvirret, men høirød af Glæde, da hun hørte hans Stemme.
Koner og Piger trak sig lidt fra de to; men blev dog staaende i en Klump foran, saa de ikke kunde ses fra Tribunen. Der var ingen iblandt dem, som tænkte noget ondt, — ikke fordi de troede den unge Løvdahl et Haar bedre end fine Byfolk ialmindelighed; men Grete Steffensen var blind og ikke som andre Piger; Ulykken beskyttede hende baade mod Fare og Misundelse, saa hun kunde gjøre, næsten hvad hun vilde.
„Er ikke Far din her? — Grete!“
„Jo — han var netop her; ser du ham ikke?“
„Nei — medmindre han er i Flekken helt henne ved Talerstolen; de stimler sammen der.“
„Ja der er han vist,“ mente Grete med et fiffigt Smil.
Abraham blev strax opmærksom; hendes Minespil var saa aabenbart:
„Hvad mener du? — hvad tænker din Far paa at gjøre?“
„Far vil holde en Tale,“ hviskede Grete triumferende.
„Guds Død! — det maa han ikke,“ raabte Abraham uvilkaarligt; han tænkte paa, hvor vanskeligt det allerede nu var for Steffensen at holde sig i sin Stilling; holdt han idag en ubehagelig Tale — den vilde naturligvis blive ubehagelig —, saa gjorde han sig aldeles umulig.
Men Steffensen var alt oppe paa Tribunen: med Hatten i Haanden og krumme Arme gjorde han en Række ærbødige Bøininger for det fine Publikum, medens Ungdommen inde fra Byen begyndte at le og opmuntre ham med Vittigheder.
Abraham lagde Mærke til, at hans Far hviskede noget til Bankchefen; og hele Selskabet paa Estraden trak sig saa langt som muligt tilbage fra selve Talerstolen i en forvirret Blanding af nødtvungen Høflighed og Frygt for den kjendte ondskabsfulde Person.
Men Steffensen gav dem ikke megen Tid; han begyndte strax:
„Mine Damer og Herrer! — jeg er en Arbeider af de Ildesindede — siger man, en af de værste — siger nogle. Men vær ube-
