Desuden var han jo kjendt af alle, og Mandfolkene kom frem,
for at næves med ham og ønske ham velkommen hjem.
Der blev almindelig Glæde ved at se ham her i Forsamlingen; thi Jacob Worse var en betydelig Mand i Byen, og hidtil havde han snarere hørt til Haugianernes Fiender og Spottere. De nikkede og smilede til Madame Torvestad, og hun nød sin Triumf.
Især var Sivert Jespersen fornøiet. Han og Worse vare gamle Kjendinger fra Fisket nordpaa; og Sivert Gesvint — som han kaldtes — var udenfor Forsamlingen en livlig og foretagsom Mand. Paa samme Tid som hans Mund var fuld af Guds Ord og Salmevers, kunde han tage ordentlig fat i et Knibetag eller seile som en Vaaghals, naar det gjaldt om at komme først frem til Fiskepladsen.
Skipper Worse knurrede lidt og strøg sit Odderskind, da Sivert Gesvint trykkede hans Haand og ønskede ham saa inderligt kjærligt velkommen. Der var nemlig en gammel Historie mellem dem om et Parti Salt, som Worse formente, Sivert havde snydt ham paa; og det havde han sagt ham — bent frem — mange Gange, naar de mødtes paa Fisket; men Sivert Gesvint pleiede bare at smile venligt og klappe ham paa Skulderen.
Madame Torvestad førte nu Worse hen til Lænestolen; han følte sig yderst ilde tilmode og forbandede i sit stille Sind baade Lauritz og Madamen. Men Lauritz sad høist lyksalig paa en Skammel bag to tykke Madamer, mellem hvilke han kunde skimte Henriette.
Sara hilste blufærdigt paa Skipper Worse; han strøg hende over Haaret; han havde jo seet hende voxe op fra liden Pige.
Da nu alle vare komne tilsæde, og der var blevet ganske stille, sagde Madame Torvestad: „Nu — lille Erik Pontoppidan! kan du saa fortælle mig, hvad der blev talt om i Forsamlingen!“
„Om Helliggjørelsen“ — kom det fra den blegfinnede Gut ved Døren, — ligesaa prompte og tonløst, somom der var bleven trykket paa en Knap.
„Hvilken Salme var det, I sang — Henriette! — det husker du vel?“ — spurgte Moderen.
Henriette havde været i Forsamlingen; men optaget af den sørgelige Efterretning, at Lauritz ikke fik bo hos dem, havde hun ikke haft stort Udbytte af Andagten. Og da hun saa kom hjem og fik høre, at han alligevel havde faaet Lov, var hun bleven saa hoppende glad, at Moderens Spørgsmaal faldt over hende som et Spand Vand.
Hun blev ildende rød og vidste hverken ud eller ind.
Madame Torvestad saa et Øieblik strængt paa hende; derpaa
