Eftermiddag — siger Clara; kom nu og sæt dig; jeg vil være Eders Gjæst iaften.“
Professorens Ansigt straalede, idet han betragtede det smukke unge Par, de elegante Rum, al denne Luxus og al denne Lykke, han havde skabt for de to kjære Mennesker.
„Ja — jeg maa rigtignok ogsaa spørge hvor du har været i al denne Tid? — Abraham!“ begyndte nu ogsaa Clara.
Men Professoren bemærkede, at Abraham ikke var i Kulør, og han havde allerede lært at afparere smaa Scener mellem dem:
„Lad os aldrig spørge ham — Clara! Luften er saa fuld af Hemmeligheder og Overraskelser; du kan være sikker, Abraham har ogsaa en.“
„Det er altsaa sandt, hvad man fortæller, at der forberedes en Arbeiderfest ude i Fortuna?“ spurgte Abraham.
„Har du ikke hørt det før?“ — spurgle Clara.
„Ingen har nævnt et Ord til mig om det.“
„Ja ikke til mig heller; det maa være noget, den lille Frue har fore,“ sagde Professoren; han vilde aabenbart slaa det hen i Spøg.
„Og denne Indsamling — Far —“
„Hys — hys! — hvor kan du dog være saa indiscret?“ raabte Professoren og holdt sig for Ørene.
„Ja — det maa jeg ogsaa sige —“ henkastede Clara.
„Du ved altsaa om det — Far! — det havde jeg ikke troet; du maa dog finde en saadan Indsamling blandt fattige Arbeidere yderst pinlig.“
„Naar vi nu netop skal tale om det,“ svarede Professoren, „saa finder jeg en saadan Tanke, naar den udgaar fra selve Arbeiderne, smuk og hæderfuld for begge Parter.“
„Ja — naar den udgaar fra Arbeiderne.“
„Derom er der in casu ikke fjerneste Grund til Tvivl,“ sagde Professoren med al den Værdighed, som altid gjorde sin Virkning paa Abraham.
„Du mente kanske, Far selv havde sat den Indsamling igang?“ — spurgte Clara haanligt, idet hun bragte Professoren et varmt Glas, hun selv havde brygget til ham; han kyssede galant hendes Haand, og hun tog Plads med sit Arbeide tæt ved ham; Abraham gik op og ned paa Gulvet med en Cigar.
Efter en Pause sagde han:
„Lad saa være, at den oprindelige Tanke opstaar blandt Arbeiderne; men det ved vi dog alle, at mange — kanske de fleste følger med, bare fordi de ikke tør andet; ja jeg ved endog, at det heder
