Han bød hende Armen og de gik et Stykke — begge lidt
forlegne; endelig sagde hun:
„De kommer aldrig mere indom til mig, Hr. Kandidat!“
„Kjære Fru Gottwald! kald mig dog Abraham som i gamle Dage.“
„Jeg vilde inderligt gjerne kalde Dem som i gamle Dage; men De er bleven mig saa fremmed idet sidste; jeg kan ikke længer se Dem som lille Marius’s Ven og Afgud for det var De: — husker De ham endnu?“
„Ja ganske livagtigt,“ svarede Abraham, „især i en liden graa Vinterfrakke med Strop i Ryggen.“
„Ak Herregud! — jeg har den endnu; hvor det gjør godt at tale med en, som kjendte ham, og De er jo omtrent den eneste.“
Abraham lovede sig selv, at han oftere skulde besøge hende; og imidlertid havde de naaet Kirkegaarden, hvor Fru Gottwald skulde op til lille Marius’s Grav.
Det havde et Par Gange forekommet Abraham, somom hun gjorde Tilløb til at faa sagt noget, men opgav det igjen; nu da de skulde skilles og holdt hinandens Haand, vendte hun det smukke, forgræmmede Ansigt op mod ham, med et ængsteligt Udtryk i de klare brune Øine:
„Vær ikke vred paa mig — Abraham! — der er noget, jeg maa sige. Grete Steffensen —“
Han gjorde en utaalmodig Bevægelse og vilde trække Haanden til sig.
„Nei — nei! — det var ikke saa ment — kjære Abraham! — jeg ved, De er ikke saadan; men alligevel — ja det var bare det; jeg vilde sige, fordi — fordi jeg altid synes, jeg har som etslags Andel i Dem for Marius’s Skyld. Nu maa De ikke være vred og ikke synes, jeg blander mig i det, som ikke kommer mig ved; mit Liv har været saaledes, at jeg synes, alle forsvarsløse Kvinder kommer mig ved. Godnat.“
Abraham fortsatte sin Gang indover mod Byen og tænkte, mens han gik, paa sin Moder; der var altid noget ved Fru Gottwald, som mindede ham om hende.
At Folk kunde mistro ham i Forholdet til Grete Steffensen, havde han vel tænkt sig; men det ærgrede ham, at Fru Gottwald kunde hentyde til det; og ved disse nye Tanker kom han mere bort fra det, han havde hørt ude hos Steffensen.
Der var mørkt i Professorens Værelser: men ovenpaa hos sig selv traf Abraham Faderen i en fortrolig Samtale med Fru Clara.
„Godaften — min kjære Dreng! — du har jo været ude i hele
