som ellers hører til ved en ny Præst, saa vandt han paa den anden Side sine Foresattes og Medbrødres udelte Agtelse og Velvilje. Thi der var ikke noget Vrøvl med ham; han vilde ikke noget nyt besværligt, men besad en klædelig Ærbødighed for det gamle.
Især var Fattigfogden henrykt. Nye Kapellaner var ellers hans Prøvelse; saa skulde der undersøges hos de Fattige, hjælpes hist og ikke hjælpes her; Damer kom løbende med varm Suppe, og der blev et Røre blandt de Fattige, saa de var ikke til at styre.
Men intet af alt dette indtraf med Kapellan Kruse; han sendte de første Fattige, som prøvede sig, til Fattigfogden som sig hør og bør, og der kom ikke en eneste Skaal Suppe for hans Skyld. —
— Da Morten var bleven gift, leiede han en liden beskeden Leilighed i Nærheden af sin Fars Hus, saa at de somoftest løb over Gaden og spiste Middag hos de Gamle. Hans Kones Formue var anbragt i Skibsparter og deslige i hendes Fødeby Kragerø; men Morten vilde ikke drive Handel og trak Pengene til sig.
Madam Kruse havde glædet sig saa meget til at faa de unge Folk saa nær — kanske altfor meget, tænkte hun siden; man skal ikke glæde sig altfor meget til nogenting; for man bliver saa let skuffet.
Var hun skuffet? — langt fra! — Madam Kruse vilde skammet sig, om nogen havde nævnt sligt; nei — men det var bare saa underligt.
Morten var jo Præst — stræng og alvorlig; og Fredrikke — ja hun var vist saa sød og snil som Dagen er lang for dem, som ligte hende; men hun var virkelig for gammel for Madam Kruse; Ungdommen skal sandelig være ung — mente Madamen.
Og dernæst var der en Ting til: hun maatte indrømme, at de Unge ganske anderledes forstod sig paa at føre et økonomisk Husstel end hun og hendes Mand nogensinde havde gjort — selv ikke, da det var smaat for dem i de første Aar.
De havde ogsaa levet tarveligt — aa meget tarveligt; men saaledes som Morten og Fredrikke at vide paa Skillingen, hvad der kunde spares og vindes paa Sæbe og Fyrstikker, — det havde aldrig hun — ikke engang Jørgen vidst Besked om.
Men alting havde de Unge udregnet og beregnet, og alting fik de billigere — ligefra Æg — dem kjøbte de nu forresten ikke mange af — og helt ned til Skuresand — altid sad Madam Kruse der saa flau, naar Morten sagde:
„Det er rigtig godt, at Mor har Raad til at kjøbe saa dyrt, — ikke sandt Fredrikke?“
„Jo — du har Ret — Morten! — det er bare lidt slemt for os Smaafolk derved, at Priserne stige, naar nogle betale for meget.“
