Derved kom Fennefos som saa mange Lægprædikanter til at forberede
Sindene saaledes, at hvorsomhelst en Præst bare vilde, der
kunde han næsten altid — høist uforskyldt finde en liden Kjerne
af levende Kristne i Menigheden, der stod rede til at slutte sig om
den, der kun ikke som de gamle Præster bød dem Stene for Brød.
Men undertiden holdt det haardt for Hans Nilsen at styre sit Sind. Af de Gamles Fortællinger hjemme paa Fennefos vidste han god Besked om alle Begivenheder i Hauges Liv. Han kjendte Navnene paa alle de Lensmænd og Sorenskrivere, men især paa alle de Præster, der havde forhaanet, forfulgt og halvveis plaget Livet af den kjære Lærer.
Og hvor han nu kom Landet rundt, der traf han disse samme Navne. Baade Domstolen og Prækestolen var gaaet iarv til Sønner ikke blot i Aanden, men og i Kjødet af hine gamle, forhadte Forfølgere.
Det glødede mangen Gang i det unge Blod, og naar Ordet faldt frit og skarpt i Forsamlingen, saa han den samme Glød hos andre. Men da tugtede de hinanden gjensidigen: der er ingen øvrighed uden af Gud.
Naar han fór over Vestlandet, stansede Fennefos altid en Stund hos Madame Torvestad. Byen var et Knudepunkt i den vidt forgrenede Vækkelse, og efterhaanden blev han mere hjemme her end paa Fennefos.
Herhen sendtes derfor ogsaa Breve og Budskab til ham fra Venner omkring i Landet, naar der var noget galt paafærde blandt dem, eller naar de fik altfor stor Længsel efter at høre ham tale.
Saa rejste han eller skrev Breve; eller de Ældste sendte en anden, om der var nogen, som passede til det.
Det var imidlertid hverken Brødrene eller Madame Torvestad, der trak ham saa stærkt og holdt ham saa længe i Byen. Thi han trivedes igrunden bedst blandt Bønderne.
Og mod Madame Torvestad havde han meget at indvende. Hun var for slap i mange Ting; opfyldt af tysk pietistisk Sværmeri, som han ikke kunde fordrage, og fremfor alt var hun ham altfor myndig og herskesyg i Menigheden og i sit Hus.
Hvad der bandt ham, var vel mest Sara.
Ikke at han elskede hende med noget Slags Attraa, der var ham bevidst. Men hun var saa gjennemtrængt af Vækkelsen, saa vel bevandret i Skriften og de gode Bøger, at han ikke vidste noget Menneske, med hvem det var ham livsaligere at tale om aandelige Ting.
