imøde og modtog rødmende hans gode gammeldagse Artigheder;
medens Abraham maatte beundre den Kraft, hvormed den svage
Clara formaaede at overvinde sin Træthed, naar det først gjaldt.
Eller rettere, for at sige Sandheden, han stod og ærgrede sig over, at han skulde være nødt til at lade, somom han troede paa denne Træthed, denne blytunge Træthed, som kunde blæses væk. Men det var Griller, Clara medbragte fra Moderen; han skulde nok faa dem pillet ud; ellers var hun henrivende, det kom alle og fortalte ham.
Aftenen gik godt; de gamle Herrer spillede Kort; i Salonen var der Musik, og Selskabet var festligt, siden det var det første i et nyt Hus, hvor der var meget at se og beundre.
Men bedst som alt gik paa det livligste, opdagede Abraham pludseligt nogle stramme Rynker omkring sin Kones Mund, en livagtig Kopi var disse Rynker af nogle, han kjendte fra Fru Meinhardts.
Hun blev med et stille; saa’ forbi ham ud i Luften; og naar han direkte henvendte et Ord til hende, hørte hun ikke. Selv i den almindelige Samtale blev der en Stans, der lagde sig en Dæmper over Lystigheden; der stod ligesom en Kulde af den unge Værtinde.
Det var virkelig saa underligt, den ene saa paa den anden; nogle unge Koner forstod det, — ja selv Peder Kruse, som var Pebersvend, mumlede for sig selv: „der har du s’gu faaet noget at trækkes med — min gode Abraham a Santa Clara.“
Abraham kjæmpede fortvivlet mod disse Rynker hele Aftenen; han blev febrilsk munter, for at holde Stemningen oppe; men ingen kunde rigtig være med under Værtindens iskolde Smil.
Han søgte hen til hende, for at hviske; hun vendte sig og talte til den nærmeste; han bønfaldt hende med Øinene, at hun skulde tø op, lade fare denne afskyelige Komedie; havde han forbrudt sig — og det anede ham, saa kunde de jo tale om det bagefter, — bare ikke her — bare ikke blotte sig for alle disse Fremmede.
Men han kunde ligesaagodt gjort Grimacer til Kakkelovnen; hun holdt sig hele Tiden stiv, kold og høflig eller uhøflig, som det kunde falde sig.
Da Abraham derfor endelig — udmattet af Aftenens Besværligheder — havde fulgt den sidste Gjæst til Døren, løb han hurtigt gjennem Værelserne til sin Kones Boudoir, hvor hun stod og ventede ham, men lod, somom hun ligegyldigt ordnede nogle Blomster.
