„Aa — det er en Rabulist, som har prøvet alt muligt i Verden
og aldrig har duet til noget.“
„Men han passer dog Maskinerne —“
„Ja saa vidt! — Mordtmann protegerede ham, der er lidt af Charlatanen i dem begge; men Steffensen er et uroligt Hoved, som ikke passer i en ordentlig Fabrik som vor.“
„Du tænker vel ikke paa at afskedige ham.“
„Jo — med det allerførste.“
„Men han er fattig —“
„Der er dem, som tror, han er rig.“
„Men hans Datter er blind.“
„Har han en Datter?“
„Jeg tænkte, du havde seet hendes Øine; det synes at være et interessant Tilfælde.“
„Saa“ — svarede Professoren tørt og fortsatte sit Arbeide. Men Abraham besluttede at se nøiere paa Gretes Øine, hvis han gik indom igjen. Alle Professorens Bøger vare flyttede ovenpaa, og Abraham tilbragte mange Timer der, helst om Søndagen, naar de andre var i Kirken.
Det var en travl Dag; og de Unge ovenpaa skulde have Fremmede tilaftens for første Gang. Professoren havde ønsket det; og det var hans Tjenestefolk nedenfra, som besørgede Maden og det hele.
Alligevel var den unge Frue saa træt, at hun aldrig troede, hun skulde blive færdig med sit Toilette.
Abraham gik nervøs ud og ind i Stuerne, det led mod Tiden nu; han ventede og lyttede ved Døren; Pigen kom ud, — nei — Fruen var ikke rigtigt færdig. —
Herregud — Clara! kunde du ikke skynde dig lidt; om ikke for andet, saa for Fars Skyld.“
„Aa Kjære! — nævn ikke din Far! — en Mand som han vilde aldrig overanstrængt mig saaledes, naar han havde vidst; men det kan jo ikke han vide, og naar ikke du har mere Omhu —“
„Naa — saa lad os da heller sende Afbud.“
„Uf Abraham! — hvor du er utaalelig, naar du siger saadant som du ikke mener.“
„Ja men hvis du virkelig er saa daarlig —“
— „hvis! — du tror mig kanske ikke!“
„Jovist Clara! men det er da ogsaa Fanden at skulle holde Selskab under saadanne Omstændigheder.“
„Kjære band ikke saa skrækkeligt.“
— Ikkedestomindre kom hun sin Svigerfader smuk og straalende
