pludselig skulde være bleven ganske overflødig. Der maatte ialfald hengaa en Tid —“
„Undskyld — Hr. Formand! — men jeg vilde af personlige Grunde netop bede den ærede Direktion tillade mig at fratræde til Jul.“
„Allerede til Jul!“ — Formanden blev endmere betænkelig.
„Vi vil naturligvis nødig give slip paa en saa dygtig Bestyrer; men naar Hr. Mordtmann selv ønsker det, saa —“
Professoren fortsatte Konsul Withs Tale: „saa har vi jo al Opfordring til at vise ham den største Imødekommenhed; hvormeget vi end beklage —“
„Men har mine Herrer Meddirektører tænkt paa det forøgede Ansvar og Arbeide for os, om Bestyreren nu pludselig træder af?“ — spurgte Christensen, „jeg for mit Vedkommende tør i saa Fald ikke forblive paa Formandspladsen; det blir for meget for mig, jeg er ikke stærk“ —, og halvt skjult bag sin store hvide Haand, som han førte omkring i Ansigtet, iagttog han opmærksomt de andre — vis paa, at alle som sædvanligt vilde forsikre, at han var uundværlig.
Men Professor Løvdahl kom de andre i Forkjøbet, idet han sagde ganske tørt:
„Naar det gjælder vor Fabriks Trivsel, antager jeg, at enhver af os med Glæde vil anstrænge sig til det yderste.“
Bankchef Christensen vaklede. Han var hidtil ubestridt den første i den lille Ring af Mænd, der var Direktører, Bestyrere, Repræsentanter for alt muligt uden Undtagelse i Byen. Hans Livs Lyst var at holde Møder, dirigere Forsamlinger, redigere Beslutninger og høre sin egen fede Stemme rulle nedad velformede, ædle og ophøiede Sætninger.
Men dertil besad han en usigelig fin Takt i Handelsaffærer; hans store bløde Næse kunde ligesom lugte den daarlige Geschäft paa lang Afstand; og efterat han endnu engang havde luret sig til et Blik paa Mordtmann, tog han sin Beslutning og sagde: —
„Jeg nærer ingen overdrevne Forestillinger om min egen Betydning som Formand; men da Posten nu vil blive mig for vanskelig, vil jeg bede mine Herrer vælge en anden ved anstundende Generalforsamling.“
En utilfreds afværgende Mumlen gik rundt Bordet, men Christensen vedblev:
„Jo — jo! —— lad det være saa — mine Herrer! min Helbred er — som De ved — ikke den stærkeste; og Byens voxende Udvikling lægger jo paa mange Maader Beslag paa dens — dens mere
