Anden Etage af det store Hus løftede sig saa høit; at man havde
Udsigt over de lavere Huse ved Stranden; og Fjorden laa speilblank
og bar de smaa Øer og glatte Holmer, medens Landet gled udover
lavere og lavere i en synkende Linie ned mod Horizonten, som var
selve det aabne Hav.
Abraham elskede sin Kyst, og hans Hjerte svulmede, idet han førte sin Kone hen til det aabne Vindu i deres Spisesal:
„Er her ikke deiligt — Clara?“
„Hvor? — hvor mener du?“
„Udsigten — Havet — Belysningen —“
„Men Kjære! — her findes jo ikke et eneste Træ.“
„Aa — du taabelige Østlænding,“ svarede han muntert og svingede hende rundt mod Stuerne, „er da ikke her smukt — hvad?“
„Her er jo næsten mørkt —“
„Jeg skal tænde Lys.“
„Aa nei! — det behøver du ikke, — det har ingen Hast.“
Men han fik i en Fart tændt en Kandelaber hist og en Lampe her, saa der blev etslags ujævnt Lys gjennem Værelserne; og nu trak han hende med sig, forat hun skulde se det bedste af alt: hendes eget lille Boudoir.
„Her kan vist være sødt om Dagen,“ sagde hun og følte paa Portieren, „kommer her Sol?“
„Den hele udslagne Dag,“ — svarede Abraham glad.
„Uf — saa maa jo alting overtrækkes; vi kan ikke lade vore bedste Møbler ødelægges af Solen.“
„Aa — den Tid, den Sorg; lidt Solskin maa de vel taale,“ mente Abraham; „men se her skal du se det prægtigste af alt — min salig Moders Sybord. Det er hjemført for mange Aar siden fra Japan af en af Skipperne hos Bedstefar Knorr.“
„Det kan man da ogsaa se paa det.“
„Hvad mener du —? Clara!“
„Men Kjære! — se alt dette Guld, og disse ækle Figurer; det er aldeles ikke smagfuldt.“
„Nei hør! — nu tar du ved Gud feil —— Clara! se paa Jægeren der paa Pladen med Falken paa Haanden og de indlagte Guldfigurer — det er et Pragtstykke — maa du vide! som efter Kjenderes Dom vilde være en Pryd for et Museum.“
„Ja, men jeg ønsker mig jo ikke noget Museum —“
„Men du maa dog forstaa alligevel —“
„Ja jeg kan saa udmærket godt forstaa at du er henrykt over dette gamle Møbel, fordi det stammer fra din Mor, som du jo holdt saa
