stod paa Klem. Han maatte stanse lidt; men derpaa gik han de faa Skridt henimod Døren; han vidste nu, hvad han vilde faa se.
Alligevel maatte han holde sig fast, og Lysestagen var nær faldet ham af Haanden.
Stivt udstrakt i hans store Lænestol laa Liget af Fru Wenche. Lyset paa Bordet var næsten nedbrændt; og ud af hendes Haand, som hun i sidste Øieblik havde strakt hen over Bordet, var der trillet en af hans smaa Flasker, som han kjendte.
Han satte Lyset fra sig og vilde kaste sig ned over hende. Men en Tanke skjød pludseligt frem i ham og gjorde ham stærk og kold: det gjaldt at tænke paa, hvad der nu maatte gjøres, hvad der endnu kunde skjules; det var Tid at være en Mand.
Og atter dæmpede han alt med hele sin vanestyrkende Beherskelse, holdt et Speil frem for hendes Mund, skjønt han nok kunde vide, at Døden var fulgt strax, naar Flasken var tom. Han tog den og satte den ind igjen og lyste paa Gulvet, for at finde Proppen.
Derpaa lukkede han sit Medicinskab og stak Nøgleknippet i Lommen.
Med Ansigtet bortvendt bøiede han sig over hende, løftede hende op og bar hende gjennem Stuerne ind til hendes Seng.
Da han saa havde faaet Lysene ind i Soveværelset og endnu en Gang seet sig omkring, gik han ovenpaa og vækkede Pigerne. En løb strax over Gaden, forat hente Distriktslæge Bentzen: — Fruen var syg, farlig syg; det gjaldt om Liv og Død. Men ingen maatte vække Abraham.
Da Professoren var bleven alene, hentede han endnu noget fra sit Medicinskab.
„Det er alt forbi — kjære Ven! — her er intet mere at gjøre, — et Hjerteslag — aldeles pludseligt —“ sagde Professoren, da han mødte Bentzen ude i Gangen.
„Stakkels Ven!“ svarede Bentzen og knugede hans Haand; „— kom jeg for sent til at hjælpe dig?“
„Ak nei du! — jeg kom selv paa en Maade for sent. Ser du; jeg laa og sov; hun gik senere i Seng end jeg; og saa stille og pludseligt er det gaaet, mens hun klædte sig af, at hun allerede var uden Bevidsthed og i Dødskampen da jeg vaagnede.“
Professor Løvdahl talte spændt og udførligt som en Morder, der vil give Indtryk af Frimodighed.
„Du har givet hende Moskus?“ — spurgte Doktor Bentzen lidt overrasket, idet han bøiede sig over hende.
„Ja — hvad skulde jeg gjøre?“ — spurgte Professoren og slog ud med Hænderne; „fortvivlet og alene som jeg var — det var
