ledes Skolen var en Forberedelse til Livet, hvorledes den fremfor alt var Dannelsen til Sædelighed.
„Dette Udtryk,“ fortsatte han, „som hos vore gamle Læremestere — de Grækere og Romere — betegnede Dannelsens høieste og ædleste, er kun en svag Betegnelse for det Dannelsens Endemaal, som vi bør have for Øie. Thi over os lyser Aabenbaringens Sol; vi skimter ikke blot gjennem Jordlivets Taager en høiere Tilværelse hinsides dette Liv: men for os er en Udsigt aabnet — lys og fri og herlig til et himmelsk Fædreland. Det er altsaa ikke blot til Borgere, ikke blot til Mennesker, men først og fremst til Kristne, vore Unge skulle dannes. Ved Religionens Lys skal Videnskaben belyses, dens Sandheder skulle alle i hin have sin Udgang, sin Betydning, sit Endemaal.“
De Smaa bukkede under for Søvnen, for Varmen, for denne lange Tale, der var ligesaa kjedelig som en Præken. Sommersolen skinnede tværs igjennem de tynde, blaa Gardiner, saa der faldt et blegblaat Dødningelys over den sorte Gruppe af Lærere, som havde samlet sig tilvenstre for Kathederet.
Pindsvinet stod opreist og sov, — det var et Skolesagn, at han kunde det —; Overlærer Abel lorgnetterede Damerne, Adjunkt Borring havde trukket sig inderst ind i Krogen og lurede sig til at skjære en Fjærpen; men Blindtarmen stod i Tanker og skar de frygteligste Grimacer til Rektorens kristelige Tale, hvilket i høi Grad morede hans kjære Disciple.
Men alle saa de ud, somom de vare inderligt kjede af det hele og længtede efter at faa Ende paa Komedien.
„Og I — mine kjære Medarbeidere!“ sagde Rektor med bevæget Stemme, „I som have helliget Eder til det besværlige, men og skjønne Kald at veilede Ungdommen i Kundskab og Sædelighed i den samme kristelige Aand, maatte den Almægtige fremdeles forunde Eder Styrke til med samme Nidkjærhed, med samme Alvor, med samme Kjærlighed at røgte Eders ansvarsfulde Livsgjerning. Modtager min og Skolens Tak for det forløbne Aar; og give Gud, at vi maa mødes sunde og karske her igjen, for atter at lægge Haand paa Værket i Jesu Navn.“
Dernæst vendte han sig til de Smaa, og bad dem saa indstændigt at lægge Vind paa alle kristelige Dyder, og arbeide i det Godes Tjeneste, som det sømmer sig Lysets Børn.
Her var det især Mødrene tog paa at græde; og den gode Rektor talte videre om Barnet, Barnehjertet og Barnetroen. Efter en varm Slutningsbøn reiste hele Skolen sig og sang:
