Taarer med de mange tankeløse Mødres, der sad og græd over Rektorens smukke Ord, naar han talte rørende om Skolen og Hjemmet og Hjemmet histoppe.
Derfor lod hun Professoren gaa alene med Abraham uden at give nogen Grund; men Professoren forstod og spurgte derfor ikke.
Imidlertid truede hendes Formiddag med at blive meget kjedelig; hun havde alligevel lidt Lyst til denne Skolefest; men hun var bestemt, hun vilde ikke. Tilslut tog hun Hat og Parasol, for at gaa en lang Tur; det var den 13de Juni og klart friskt Sommerveir med Nordenvind.
Hun gik udover mod den nye Fabrik. Michal Nlordtmann havde saa ofte bedt hende se derud, forat han kunde faa vise hende alle sine Herligheder.
Hun gik afsted uden Betænkelighed; det var jo en ærlig Sag; alle Mennesker havde været der og desuden — hvad brød hun sig om det?
Alligevel var hun ikke fri for lidt Hjertebanken, da hun stod paa Høiden og skulde stige ned i den Bugt mellem Bakkerne, hvor de nye Bygninger vare reiste.
Hun opdagede ham allerede paa lang Afstand. Han stod helt nede ved Kaien paa en svær huggen Granitblok; i den ene Haand holdt han en Rulle Tegninger, med den anden pegte han, medens han kommanderede Arbeiderne, der var ifærd med at hive Jernplader op af en Førebaad med den nye Svingkran.
Den graa Sommerdragt sad stramt om hans slanke Figur; paa Hovedet bar han en umulig, engelsk Hat, som klædte ham fortræffeligt, Knæbuxer, og istedetfor de lange Støvler gik han ianledning af det varme, tørre Veir paa Seildugssko med gule Remmer.
Man kunde ikke tænke sig „Arbeidet“ i en elegantere Form; og som han stod der paa det solide Fodstykke saa intelligent og overlegen med sin Rulle Tegninger, saa han ganske ud som en Ingeniør nutildags bør se ud.
Da han anden Gang saa hen paa hende, sprang han ned af Stenen: thi da han første Gang opdagede hende øverst i Bakken, var han sprunget op paa Stenen. Han ilede hen til hende og ønskede hende glad velkommen i hans Kongerige; og strax vilde han begynde at vise hende omkring.
„Men jeg syntes, De havde travlt; kan De saadan uden videre gaa fra Arbeidet? — De maa ikke for min Skyld —“
„Aa — det er ikke saa farligt; nu har jeg sat dem igang, saa klarer de det nok uden mig.“
Ja — det var et sandt Ord! — tænkte Arbeiderne; de havde ikke
