Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/225

sig saa tung og usigeligt ulykkelig, og hun havde den største Lyst til at kaste sig over Abraham og græde ud.

Men der blev ikke talt et Ord under Maaltidet.

Abraham laa sønderknust over sin Suppe; og han lignede i dette Øieblik ikke meget hin blege Helt, som stod opreist med knyttede Næver mod Adjunkt Aalbom og kaldte ham en Dævel. —

VII.

Den store Begivenhed i Byen var de ti Aktier, som Professor Løvdahl havde tegnet i Fabriken; og det gik som Jørgen Kruse havde forudsagt. Der blev en Rift om Listen oppe i Handelsforeningen; — ja der gik i et Par Dage ligesom et Pust af Spekulationsfeber gjennem det ellers saa døde og træge Handelsliv.

Efter fjorten Dage telegraferede Michal Mordtmann til sin Fader, at der var tegnet 96,000 Spd.

Den unge Mordtmann var straalende, — baade glad ved Udsigten til at komme i Spidsen for en storartet Bedrift og ikke lidet stolt over at have spillet sine Kort saa fint. De onde Øine fra Latinerne brød han sig Pokker om; det var Handelsverdenen — Realisterne — han skulde erobre, og det havde han gjort.

Han fik ogsaa et anerkjendende Brev fra Isac Mordtmann &Co., og nærmere Instrux med Hensyn til den Direktion, som skulde vælges; Professor Løvdahl maatte absolut være med.

Michal Mordtmann bragte det paa Bane næste Søndag hos Professorens, — han spiste der regelmæssigt hver Søndag —; der var forresten lidt tungt i Huset efter Affairen med Abraham, hvem Faderen vedblev at behandle med en Kulde, som holdt ham i den pinligste Spænding.

Professoren afslog først den Ære at tiltræde Direktionen. Ikke havde han Tid for sin Praxis, hellerikke egnede han sig for sligt. Han havde jo netop af Princip holdt sig ude af Forretningslivet.

Det var jo igrunden bare Navnet, mente Mordtmann; om noget Arbeide blev der slet ikke Tale; Bankchef Christensen skulde være administrerende Direktør; det gjaldt bare om, at Professor Løvdahls Navn fandtes i Direktionen.

„Kan ikke De hjælpe mig Frue! — til at overtale Deres Mand?“

„Nei, min Mand raader sig selv i alle saadanne Ting,“ svarede Fru Wenche uden at se op.

„Hvis du ønsker det — min Ven! saa skal jeg gjerne træde ind i Direktionen,“ sagde Professoren venligt.