Der var dødsstille i Klassen, da Abraham samlede sine Bøger og
gik. Den Forbitrelse, som var kogt op i ham, mens Adjunkten pinte
Marius, faldt saa forunderligt hurtigt sammen; og da han gik alene
ud gjennem Skolegaarden — det var midt i Timen —, begyndte
han at tænke paa, hvad det var, han havde gjort, og hvad vel hans
Fader vilde sige.
Han turde ikke gaa lige hjem, men lagde sine Bøger ind hos Bageren, hvor han var kjendt, og gik sig en lang Tur udover Østkanten af Byen, hvor han ikke let vilde risikere at møde sin Fader.
Imidlertid kom lille Marius til sig selv, da han fik koldt Vand i Ansigtet; han laa en halv Times Tid paa Sofaen inde i Rektorens Dagligstue, hvor de gav ham Hofmansdraaber, indtil han blev saapas, at Pedellen kunde følge ham hjem, Fru Gottwald boede ikke langt nede i Byen.
Lille Marius forlod da Skolen — bleg og halvt bevidstløs, støttet til Pedellen, som bar alle hans Bøger. Stinkdyrene stimlede sammen og løb foran, for at se ham op i Ansigtet; nogle vilde til at bespotte Rottekongen; men en af de store sagde: „lad ham være, han er syg.“
Og saaledes slap han for første Gang uforhaanet gjennem sine Fiender.
Rektoren skulde ganske anderledes taget sig af sin lille Professor, om ikke Tilfældet med Abraham helt havde optaget ham.
At en Discipel blev syg under Undervisningen var jo noget, som let kunde hænde; lille Marius havde ganske sikkert ikke været frisk hele Dagen; det kunde man mærke strax ved Examinationen; han havde endog gjort metriske Feil under Oplæsningen, noget, som ellers aldrig kunde hænde Marius. Og Rektor maatte næsten give Aalbom Ret, naar han vedblev at gjentage, at det var en Skandale at sende syge Børn i Skole.
Men Abraham — Abraham Løvdahl — fræk — oprørsk, i aabenbar Trods! det var ikke til at tage feil af: denne Dreng skjulte under et velopdragent og freidigt Væsen de allerfarligste Spirer.
Havde det endda været en Søn af raa og udannede Forældre, — saadanne som de desværre havde saa mange af: men en Søn af Professor Løvdahl — en Mand saa fin, saa human og gjennemdannet! — og saa skulde der hos hans eneste Søn pludseligt aabne sig Dybder af Trods og Oprørssind!
„Hans Moder er en meget oppositionel Karakter,“ henkastede Adjunkt Aalbom forsigtigt; han vidste, hvilken høi Stjerne Fru Wenche havde hos Rektoren.
