nu om Gottwald! du kjender saa godt disse Verber, naar du bare tænker dig lidt om; der er ikke mere end tre fire af dem; du husker: pello, pepuli, pulsum — altsaa fallo, fefelli — nu?“
„— pulsum,“ svarede Marius og virrede det blaa Lommetørklæde om Fingrene.
„Sludder Gottwald! vil du gjøre Nar af mig? — Javist Hr. Rektor! det er ganske sandt, lad os tage det med Ro — hva! bare rolig Gutten min, saa kommer det nok; altsaa vil vi begynde med Begyndelsen, med Ting, du kan paa dine Fingre, bare rolig — hva! Gutten min!“ hans Stemme dirrede af Arrigskab; „altsaa: amo, amavi — nu Supinum; — ama —“
„— ama —“ gjentog Marius og slap sit Lommetørklæde.
„Nei — nu gaar det for vidt!“ — skreg Aalbom og glemte Rektoren ganske; „er du gjenstridig — din Knægt! hvad hedder det runde Bord paa Latin? — det runde Bord? — nu — vil du svare?“
Men der kom ingen Lyd fra lille Marius, og Adjunkten styrtede henimod ham, somom han vilde slaa ham trods Rektoren. Men enten han nu vilde det eller ikke, saa faldt Marius ned imellem Bordet og Bænken, før Adjunkten naaede hen til ham.
„Faldt han?“ spurgte Rektor og kom hen til Aalbom, der stod bøiet over Bordet og stirrede ned paa lille Marius.
Men idetsamme lød der en Stemme i Klassen dirrende af Sindsbevægelse og afbrudt som af Hulken; de vendte sig alle og saa Abraham Løvdahl; han stod opreist, ligbleg med Ansigtet fortrukket: „Det er Skam — det er stor Skam!“ — sagde han igjen og løftede sin knyttede Haand mod Aalbom: „De er en — De er en Dævel!“ — fik han endelig sagt og tog et fast Tag i Bordkanten.
„Men — men Abraham! — Abraham Løvdahl! er du bleven splittergal Gut?“ raabte Rektor; aldrig i sin lange pædagogiske Virksomhed var han bleven saa forskrækket. Selv Aalbom stod som forstenet og glemte næsten lille Marius, som laa dernede uden at røre sig.
Men Morten Bagstræver flyttede resolut Bænken ud fra Bordet og løftede Marius op, han var bleg og Øinene lukkede.
„Hent noget Vand,“ sagde Morten i sin trodsige Tone, mens han holdt Marius oppe.
„Ja — Vand — hva!“ begyndte nu Adjunkten; „Gottwald er syg; — det er en Skandale at sende Gutten i Skole, naar han er syg — hva!“
Under dette stod Rektor midt foran Abraham og stirrede paa ham; endelig sagde han stille og strængt: „Gaa hjem — Løvdahl! — jeg skal henvende mig til dine Forældre.“
